Nyheder

Konger og dronninger til Vojens Høtte

I Vojens Skakklub er Høtten – den årlige byfest i uge 34 – startskuddet til en ny sæson.

Høttelørdag – i år den 26. august – spilles fortovsskak i Rådhuscentret 25. Her kan man møde nogle af klubbens medlemmer til Høtteskak foran Nielsens Bageri.

Billede fra ‘Fortovsskak’ på Vojens Høtte i fjor. Foto: Vojens Skakklub

Høtteskakken er et propagandaarrangement, hvor alle interesserede kan dumpe ned og hygge sig med et par spil.

Når Høtten er overstået, indleder Vojens Skakklub sæsonen 2019-20 for gamle og nye medlemmer. Det foregår i HUSET, Danmarksgade 8 i Vojens hver mandag fra og med den 26. august. For børn og unge begynder det kl. 18, for voksne er det fra kl. 19.30.

Koncentrationen lyser ud af skakspillerne. Foto: Vojens Skakklub

“Kom og få en snak og et parti skak. Såvel nybegyndere som mere rutinerede er velkomne. Der er altid jævnbyrdige at spille med. Vi vil gerne være flere medlemmer, men man behøver ikke at forpligte sig, før man er sikker på, at man med skakspillet har fundet den rigtige hobby,” lyder det fra Karl Posselt fra Vojens Skakklub. Han fortsætter:

“Skakspillet byder på udfordringer og spænding. Det er et ældgammelt spil, der bliver ved med at fascinere, og samværet omkring brættet er både sjovt, lærerigt og hyggeligt – uanset om man er barn eller voksen.”

Foto: Vojens Skakklub

Vojens Skakklub har altid et tilbud om undervisning, der især retter sig mod børn og unge – typisk i alderen 7-14 år. Med de rette fif fra erfarne skakspillere kan man hurtigt blive bedre – og så bliver det endnu sjovere at spille skak.

Om skak

Skak er først og fremmest et sjovt brætspil. Men samtidig er det med til at styrke den intellektuelle og sociale udvikling. Det fremmer evnen til at koncentrere sig, til at kombinere, og det udfordrer evnen til at tænke langt (strategisk). Derfor spilles der også skak på mange skoler.

Som regel foregår skakspillet lidt langsommere end mange andre – ikke mindst børns – aktiviteter, så man har for en gangs skyld tid til at tænke sig om, inden man handler.

Skak er også en konkurrencesport. Det er dygtighed – ikke held eller uheld – der afgør, om man vinder eller taber – og lige som på andre områder er det øvelse, der gør mester.