Sådan lidt afhængig af fødselsattestens alder kan vi typisk huske hvor vi var da…
… Kennedy blev skudt,
… Lenon blev myrdet,
… Da muren faldt,
… Da Danmark vandt EM i fodbold… osv
Og ikke mindst, hvad vi lavede den forbandede 11. september 2001 da livets gang i verden tog en drejning til det værre. Den dag det lykkedes at ramme den vestlige verden lige midt i dens kapitalistiske hjerte. Den dag op imod 6.000 mennesker mistede livet i verdenshistoriens største terrorhandling.
Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg oplevede det. Og det kræver en lille forhistorie.
Dengang var jeg formand og sportschef for kvindefodbolden i Vojens BI. Vi spillede i 1. division og havde ikke haft den bedste start på sæsonen. Sammen med cheftræner Nicolai Madsen besluttede jeg at vi skulle gøre noget. Løsningen blev en fantastisk hård men effektviv teambuilingtur, som fandt sted i Nørreskoven ved Vejle. Spillere og ledere blev udsat for en masse prøvelser, som gav et nyt sammenhold og en styrke vi senere fik stor nytte af.
På grund af kraftige tordenbyger måtte visse prøvelser dog udelades. Blandt andet at klatre i meget høje træer med klatregrej. Dette syntes instruktørerne var synd og tilbød, at vi kunne komme – en aften i september – dybt ind i skoven og få den oplevelse med.
Dette blev planlagt til den 11. september.
Allerede før jeg forlod min arbejdsplads forlød det, at et fly var fløjet ind i det ene tårn på World Trade Center. Alle forventede at det var en tragisk ulykke, men før jeg nåede hjem kunne radioen fortælle om endnu et fly, som havde ramt tårn nummer to. Og ganske kort tid efter stod man lammet foran TV og så at et tredje fly var styrtet ned i Pentagon. Nu var der helt klart ikke tale om ulykker men planlagte handlinger. TV journalisterne kunne fortælle at der var flere fly ‘deroppe’, som man ikke havde kontakt til – eller kontrol over. Var dette ‘blot’ en terrorhandling eller var det begyndelsen på tredje verdenskrig.
Stærkt rystet kørte jeg til Vojens Fritidscenter, hvor vi skulle samles inden vi fortsatte til skoven. Her sad alle dybt rystede og fulgte TV billederne fra New York. Og det allersidste vi så før vi drog afsted, var det helt uforståelige billeder af de to tårnes kollaps. Alle var vi i chok, forvirrede og – helt ærligt – bange for hvad dette var begyndelsen til.
Ude i skoven ventede vore to instruktører. De havde brugt det meste af dagen på at gøre grej klar. Så de havde INTET set eller hørt. De kunne dog godt se at vi så noget blege og rystede ud. Og at det ikke var udsigten til en klatretur, som gjorde os bange. De slog dog det hele hen. “Hvad pokker – der er før styrtet fly ned.” og “Er I sikker på at I ikke tager fejl. Det lyder som en Hollywood film,” lød det. Personligt havde jeg svært ved overhovedet at koncentrere mig om, hvad der skete og ville hellere tilbage til en bil med radio.
Det lykkedes faktisk for en del af spillere og trænere at komme til tops. Sejt gået. Og resten af historien – for resten af verden – kender vi jo. Som flere TV kommentatorer sagde dengang: “Når vi vågner op i morgen vil verden være forandret for altid”.