Selvom livmoderhalskræft er en livsfarlig sygdom, tager hver 4. syddanske kvinde ikke imod tilbuddet om at blive screenet for sygdommen. Derfor sætter Region Syddanmark og Kræftens Bekæmpelse nu gang i en kampagne, der skal få flere til at sige ja til screening for livmoderhalskræft.
Hvis du har en damecykel, som du stiller ved en banegård eller et andet sted, hvor der står mange cykler, får du måske snart en hilsen fra Kræftens Bekæmpelse og Region Syddanmark. Hilsenen består af et lyseblåt sadelovertræk med teksten ”Sig ja til screening for livmoderhalskræft – det gælder dit (under)liv.”
Bo Libergren (V), der er formand for regionens udvalg for det nære sundhedsvæsen, siger:
– Vi vil gerne have flere kvinder til at sige ja til screening for livmoderhalskræft, fordi screening forebygger kræft. Man kan ikke selv mærke de celleforandringer, der kan føre til livmoderhalskræft, og derfor er det vigtigt at blive undersøgt. Jo før man opdager sygdommen, jo større er chancen for helbredelse.
Samarbejde med frivillige fra Kræftens Bekæmpelse
Alle kvinder mellem 23 og 64 år tilbydes regelmæssigt screening for livmoderhalskræft, men hver 4. syddanske kvinde bliver ikke undersøgt. Nogle fordi de aktivt har fravalgt at deltage i screeningsprogrammet, andre fordi de glemmer det, måske ikke har lyst til at blive undersøgt eller ikke er klar over, hvor vigtigt det er.
For at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at blive screenet for livmoderhalskræft, har Region Syddanmark allieret sig med frivillige fra Kræftens Bekæmpelse, der den kommende tid vil sætte tusindvis af cykelsadelovertræk på damecykler, der står på offentlige steder.
Birthe Mette Pedersen, som er formand for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg i Syddanmark, siger:
– Livmoderhalskræft er en forfærdelig sygdom, der hvert år koster 100 danske kvinder livet og skader endnu flere permanent. Derfor er det dejligt at se, at Region Syddanmark og frivillige fra Kræftens Bekæmpelse i hele regionen samarbejder om få spredt det livsvigtige budskab om at sige ja til screening for livmoderhalskræft.
Som led i kampagnen har Region Syddanmark fået produceret film på dansk og nogle af de største tolkesprog, hvor kvinder opfordrer andre kvinder til at sige ja til screening for livmoderhalskræft.
Filmene kan ses på Region Syddanmarks Facebookside. På samme side kan man også se, hvad man skal gøre, hvis man selv har lyst til at dele cykelsadelovertræk ud i sit nærområde.
Fakta
Mindst 80 procent af alle seksuelt aktive vil i løbet af deres liv blive smittet med HPV en eller flere gange. Hos de fleste nedkæmper kroppens immunforsvar selv HPV-infektionen, men hos nogle kvinder udvikler det sig til en kronisk infektion. En kronisk infektion med HPV kan forårsage celleforandringer i livmoderhalsen. Celleforandringerne kan udvikle sig til kræft.