Nyheder

Hassan Najem som ny hotspotchef

Haderslev Kommune har ansat Hassan Najem som ny hotspotchef. Hassan skal fortsætte den gode retning med at forebygge kriminalitet i Haderslev Kommune.
I 2017 styrkede Haderslev Kommune forebyggelsen af kriminalitet med en funktion som hotspotchef. Hotspotchefen skal koordinere det forebyggende arbejde med kriminalitet på tværs af alle afdelinger i kommunen og være leder for SSP-samarbejdet. Erfaringen viser, at indsatsen virker, så da Lærke Mogensen tidligere på året søgte nye udfordringer, slog Haderslev Kommune straks stillingen op.
Et enigt ansættelsesudvalg har nu ansat Hassan Najem. Hassan er i gang med sit studie i statskundskab ved SDU, som han afslutter til sommer. Under sit studie har han arbejdet med kriminalitetsforebyggelse som studentermedarbejder i Haderslev Kommune. Derudover har han blandt andet erfaring som konsulent i Styrelsen for International Rekruttering og Integration og undervisning på Syddansk Universitet.
”Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Hassan, der både har den erfaring og viden, der skal til i det her job. Vi kan se, at vores indsats siden 2017 har virket, for kriminaliteten i Haderslev er faldet, og det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte med Hassan”, siger Henning Riistofte der er børn og ungechef i Haderslev Kommune.
Udover den erfaring Hassan har fra studiejobbet kender han også kommunen godt. Han er nemlig opvokset i Haderslev, hvor han stadig bor sammen med sin søn. Tidligere har han også arbejdet som lærervikar og været frivillig fodboldtræner i Haderslev.
Hassan tiltræder stillingen som hotspotchef den 1. januar 2020.