Haderslev

Haderslev vil brande sig for tilflyttere

Haderslev Kommune ønsker sammen med bl.a. Haderslev Erhversråd og byens lokale aktører at tiltrække nye borgere og erhvervsdrivende til kommunen ved at fortælle, hvor meget kommunen har at byde på for både virksomheder og tilflyttere.

Derfor har Haderslev Kommune netop søsat første milepæl i en stor brandingkampagne: Hjemmesiden www.flyttilhaderslev.dk. Her fortæller en række tilflyttere om det gode skoleliv, den smukke natur, de varierede boliger til attraktive boligpriser, det stærke sammenhold og det engagerede foreningsliv, Haderslev Kommune kan tilbyde.

På hjemmesiden kan de besøgende også møde flere lokale aktører, lige fra tunge produktionsvirksomheder til ambitiøse iværksættere og familiejede virksomheder, som fortæller om, hvordan det er at drive erhverv i Haderslev Kommune.
Det er Økonomiudvalget i Haderslev Kommune, der har bevilget 3,2 mio. kr. til implementering af den nye brandingkampagne, der skal brande Haderslev Kommune de kommende tre år.
– Vi skal fortælle, hvad der er særligt ved at bo, leve og drive erhverv i Haderslev Kommune, så vi fortsat kan tiltrække borgere og virksomheder. Vi er en kommune, der kan tilbyde et trygt og aktivt familieliv, hvor vi er rige på fantastisk natur og attraktive boliger og har et veludviklet foreningsliv. Vi mener, at vi er bedst, når vi skaber ting i fællesskab ved at være aktive med hjerte og vilje, så vi sammen kan løfte området og hinanden. Som erhvervskommune er vi præget af internationalt udsyn, en veludviklet infrastruktur og et fælles fokus mellem kommunen og erhverslivet på at udnytte vores gode beliggenhed i Sønderjylland og tilknytning til Trekantområdet, siger borgmester H.P. Geil.