75-året for Befrielsen skal i år markeres hver for sig. Haderslev Kommune opfordrer alle til at sætte lys i vinduet. Derudover kan man følge med på de sociale medier, hvor Befrielsen aftenen igennem markeres, blandt andet med en videohilsen fra Haderslev Domkirkes Pigekor.
Da frihedsbudskabet for 75 år blev afspillet i radioen fik det folk til at rive mørklægningsgardinerne fra hinanden og strømme ud på gaderne for at mødes. Siden er Befrielsen hvert år blevet markeret, og i Haderslev har den årlige lysfest de seneste år samlet op mod 10.000 mennesker. Sådan bliver det ikke i år. Coronanedlukningen betyder, at den åbne, officielle del af lysfesten er aflyst.
“Vi opfordrer alle, der plejer at være med til lysfest på kasernepladsen til i stedet at sætte lys i vinduet, så vi sammen men hver for sig kan markere dagen. Det vil være smukt, hvis vi på den måde kan få lys i vinduerne i hele kommunen”, siger borgmester H.P. Geil.
75-året for Befrielsen vil dog stadig blive markeret, og alle vil kunne følge med hjemmefra via kommunens sociale medier, hvor der aftenen igennem bliver delt video og fotos. Derudover er Haderslev Domkirkes Pigekor og Haderslev Kommune gået sammen om en musikalsk overraskelse på aftenen. Pigekoret skulle have optrådt til lysfesten på kasernepladsen.
”Pigekoret har under nedlukningen siden midten af marts måttet aflyse over 15 koncerter og events – herunder vores medvirken ved lysfesten, som det nok mest ærgerlige. At vi får muligheden for at sende en videohilsen på selve aftenen den 4. maj i stedet er et godt plaster på såret”, siger dirigent Thomas Berg-Juul.
Det bliver også muligt at dele sine egne billeder fra aftenen.
“Vi er i en svær tid. Et lys i vinduet vil ikke kun være et lys for at markere den 4. maj, men også et håb for, at vi forhåbentlig snart går lysere tider i møde”, siger H.P. Geil.