Ikke en gang en måned efter at et ungt par fra Haderslev – en kvinde på 19 og en mand på 16 – begik røveri imod Aldi butikken på Laurids Skausgade i Haderslev, slog de lørdag til igen. Dette endda til trods for at de, dagen efter røvriet imod Aldi, blev anholdt af politiet.
Måske var det derfor at politiet, blot 30 minutter efter lørdagens røveri imod Burger King – som ligger blot 100 meter fra Aldi butikken – igen kunne anholde de to. Da havde det stadig byttet fra røveriet på sig.
“Efter røveriet imod Burger King holdt vi en adresse i Haderslev under observation og mindre end tre kvarter efter røveriet, dukkede de to mistænkte op og blev anholdt med udbyttet fra røveriet mod Burger King på sig. De to anholdte er en kvinde på 19 år og en dreng på 16 år. De to har under afhøring tilstået, at de begik røveriet,” fortæller vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
“Fremgangsmåden ved to røverier er stort set ens. Den 19-årige kvinde var på fri fod i mindre end et døgn efter røveriet mod Aldi, hvor også den 16-årige dreng ventede udenfor, mens den maskerede 19-årige kvinde truede personalet med en kniv,” oplyser politiet.
“De to bliver begge fremstillet i grundlovsforhør søndag. To røverier på mindre end en måned er jo alvorlige forseelser,” siger vagtchef Ole Aamann til TV Syd. Grundlovsforhøret fandt sted ved Retten i Sønderborg klokken 12. Her valgte dommeren at fængsle de to frem til, foreløbig, den 6. april.