Ved den online streamede lysfest tirsdag den 4. maj 2021, var der tre talere på talerstolen.
Herunder kan du læse de tre taler:
Oberst Lars Mouritsen: God aften og velkommen til Lysfesten 2021 Det er 76 år siden, fredsbudskabet hørtes i radioen, og igen i år afholder Haderslev Kommune og Slesvigske Fodregiment – Haderslev Lysfest. En dag, der i høj grad har været med til at forme vores historie. I år afholdes Lysfesten på særlig vis, hvor vi grundet corona er sammen hver for sig eller i mindre grupper. Restriktionerne gør, at der i år ikke, som der ellers er tradition for, kan være op mod 10.000 her på kasernen – men måske er der i aften langt flere derude. Det er en stor glæde at opleve den unikke opbakning. Det viser, at markeringen af fred, frihed og forsoning betyder noget for os alle. I skal i år overvære lysfesten i en lidt kortere og transmitteret udgave med bl.a. dansere fra Pivot Dance Company, Haderslev Domkirkes Pigekor, Slesvigske Musikkorps og soldater fra Slesvigske Fodregiment. Det er en stor ære, at H.K.H. Kronprinsen har valgt at være årets lysfesttaler og deltage i lysfesten på Haderslev Kaserne. Det betyder meget for os alle, særligt i denne tid. Det er med til at gøre lysfesten i år til en helt særlig begivenhed. Tak! Der skal også lyde et velkommen til Forsvarschefen general Flemming Lentfer, Chefen for Hærkommandoen brigadegeneral Gunner Arpe Nielsen og Borgmester H.P. Geil. Velkommen til alle i kulisserne og tak for, at I løser opgaverne, så lysfesten kan gennemføres. – Sidst, men ikke mindst velkommen til alle jer, der ser med derude. I aften fejrer vi Danmarks befrielse i 1945 – vi fik vores frihed tilbage. De Allierede havde kæmpet hårde kampe med meget store tab. Modstandsbevægelsens danske mænd og kvinder kæmpede også for friheden med livet som indsats gennem deres aktioner imod besættelsesmagten eller som sejlende i allieret krigstjeneste. Vi danskere skylder vores allierede, vores modstandsfolk, krigssejlere og de danske soldater, der kæmpede den 9. april 1940 og den 29. august 1943 – en stor tak! Vi er stolte af dem – de kæmpede for freden, for friheden og for Danmark. Langt de fleste danskere har altid levet i frihed og sikkerhed – men vi må ikke tage det for givet. Vi skal tage vare på det – og nogle gange tillige kæmpe for det – således det ikke går tabt. Jeg håber, at I nyder synet af Dannebrog, der pryder kasernen. Det rød-hvide flag er jo selve symbolet på friheden og det
H.K.H. Kronprins Frederik:
Kære alle
Jeg har med glæde set frem til denne helt særlige aften på Haderslev Kaserne.
Lysfesten i Haderslev er en af årets store begivenheder. Her markeres årsdagen for freds- og frihedsbudskabet. Og normalt med mange tusinde mennesker foran kasernen.
Sådan er det ikke i år. Men pandemien gør ikke fejringen af Danmarks Befrielse mindre vigtig.
Da den tyske besættelsesmagt den 9. april 1940 invaderede Danmark, faldt der soldater i kamp blandt andet i Haderslev og i Sønderjylland. Det var nogle af de få steder, det skete, og derfor ved jeg, at sønderjyderne har et helt særligt forhold til markeringen af befrielsen.
Min oldefar Kong Christian den 10. var konge under besættelsen og ved befrielsen. Min morfar og mormor, Frederik den 9. og Dronning Ingrid grundlagde deres familie under besættelsen, så allerede som barn fik jeg fortalt om kampene, besættelsen og frihedsbudskabets betydning.
Frihedsbudskabet om de tyske troppers overgivelse i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark hensatte det meste af Danmark i en nærmest euforisk stemning. Danmark var atter frit.
Når jeg står her i aften i Haderslev, kommer jeg også for en stund til at tænke på, at det var den samme form for euforisk stemning, som min oldefar Kong Christian den 10. oplevede, da han den 10. juli 1920 red over den gamle grænse ved Kongeåen.
100-året for denne store begivenhed glæder jeg mig til at fejre sammen med min mor, Dronningen, og min søn, Prins Christian, den 13. juni.
På begge sider af grænselandet har mindretallet spillet en betydelig rolle i den forståelse og respekt der næres for naboen mod Syd eller Nord. Fjendskab og krig blev til venskab og fred, foragt blev til fordragelighed.
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt og ikke mindst beundringsværdigt, at man på så kort tid opnåede en harmonisk sameksistens. Friheden til at være anderledes og stoltheden over det særegne bidrog til det urokkelige sønderjyske fællesskab. Den diversitet, der i dag afspejles i den kulturelle, sproglige og åndelige forskellighed, kendetegner området både på den ene og den anden side af grænsen. Det tjener fortsat til inspiration langt ud over den danske grænse.
Frihedsbudskabet fra maj 1945 fremstår nok som en mere og mere fjern og abstrakt størrelse for de yngre generationer. Men fredsbudskabet er i høj grad fortsat relevant. Covid-19 pandemien har ikke udslettet verdens aktuelle konflikter og krige, den har blot fjernet fokus fra dem.
Det giver os anledning til at tænke på de mange, som Danmark i dag har udsendt på internationale operationer rundt om i verden. Jeg har gennem tiden besøgt mange af de missionsområder, hvor danske soldater på den ene eller anden måde har kæmpet for fred og fordragelighed. Jeg har altid opfattet det som et stort privilegie at komme helt tæt på de mennesker, der uegennyttigt har valgt at kæmpe for bevarelsen af vores frihed og vores demokrati. Dem skylder vi en stor tak.
I Sønderjylland sejrede freden og samhørigheden. De levende lys i vinduerne på Haderslev Kaserne, og i vinduerne rundt om i hele Danmark, er et symbol på varme og håb. Her i aften mærker vi sønderjydernes glæde over friheden, og også viljen til fredelig sameksistens.
Lad lysfesten her i Haderslev være en påmindelse til os alle om, at friheden har en pris, og lad os huske at vise taknemmelighed for dem, der betalte den højeste pris.
God Lysfest.
Tak.
Borgmester: H.P. Geil:
Deres Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, Oberst Lars Mouritzen og alle seere hjemme i stuerne:
Denne aften er speciel for os i Haderslev og resten af Sønderjylland. Vi har fastholdt traditionen med lys i kasernens vinduer og med kasernegården som ramme om et fantastisk skue, der har mindet os alle om markeringen af Danmarks befrielse for 76 år siden.
Derfor vil jeg rette en stor tak til Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik for deltagelse ved dette års lysfest og for at have holdt hovedtalen. Det er en stor ære og glæde for os alle.
Det siger noget om, hvilken position og betydning, Haderslev Lysfest har fået. Ikke kun som en lokal begivenhed, men som et nationalt symbol og samlingssted hvert år den 4 maj.
Under normale omstændigheder ville vi i aften være 10.000 mennesker her på kasernepladsen.
Men det har den lille virus, med den store virkning sat en stopper for - for andet år i træk!
Haderslev lystfest er i sit udgangspunkt en smuk og bevægende markering af befrielsen, men vi besluttede for seks år siden at forny lysfesten, så den også havde interesse for en bredere kreds. Med respekt for traditionerne, men med lyseffekter og kunstneriske indslag, som alle tog udgangspunkt i begreberne fred, frihed og forsoning.
Og det er lykkedes. Derfor er lysfesten blevet vigtig og nærværende for generationer, der af gode grunde ikke har et personligt forhold til befrielsen, men fordi budskabet om fred, frihed og forsoning stadig er aktuelt.
Jeg håber, seerne får et lille indtryk af denne specielle begivenhed og stemning i Haderslev, når vi nu ikke må samles fysisk, men jeg vil opfordre alle til næste år at møde op den 4 maj og ved selvsyn mærke den magi og kraft, der udgår fra talerne, musikken og showet og opleve samværet af 10.000 mennesker, der står tæt sammen i mørket her på Kasernepladsen i Haderslev.
Og sluttelig en personlig tak fra mig til alle medvirkende i de sidste 15 år. Tak for en fantastisk indsats omkring Lysfesten, som har givet sammenhold, stolthed og glæden ved samværet om at markere fred, frihed og forsoning . Den håber jeg må fortsætte i mange år fremover.
Se Haderslev Lysfest 2021 her:
Bemærk: For alle talerne gælder at det talte ord er gældende