Borgmester HP Geil Foto: Pressefoto
Borgmester HP Geil Foto: Pressefoto
Nyheder

Haderslev Kommune sikrer tryghed når detailhandlen åbner

Fra 1. marts kommer der igen liv i butikkerne i Haderslev Kommune. Derfor har kommunen og Haderslev Butikker fokus på, at det er trygt at handle i butikkerne især i gågaden i Haderslev og Rådhuscentret i Vojens, så detailhandlen kan forblive åben.

”Vi havde håbet på mere, men det er rigtig positivt, at vores lokale butikker nu igen kan åbne”, siger borgmester H. P. Geil efter onsdagens udmelding om en gradvis genåbning af Danmark.

”Den her nedlukning har været hård for de små butikker, der har måttet holde lukket siden 23. december. De trænger til at få gang i butikken igen, så derfor er det vigtigt, vi gør alt hvad vi kan, for at sikre, at de bliver ved med at kunne holde deres butikker åbne”, siger H. P. Geil.

Allerede i forbindelse med julehandlen satte kommunen og Haderslev Butikker skilte op i gågaden om at holde til højre. Man indsatte også corona-guider, der gik med håndsprit og mundbind og hjalp folk til at undgå at stimle sammen, hvilket kommunen sørger for, der kommer igen.

Borgmesteren roser desuden detailhandlen for at have støttet op og skabt tryghed hele vejen igennem fra dag 1.

”Vores butikker har klaret hele denne krise rigtig flot. Kunderne har været trygge og de har haft styr på regler og retningslinjer, så jeg kan kun sige stor ros til alle vores butikker, der også nok skal klare denne genåbning rigtig flot.”, siger H. P. Geil og fortsætter:

”Nu er min appel så til borgerne i Haderslev Kommune: brug jeres lokale butikker, nu hvor de genåbner. De har brug for det, og vi skal nok sammen sikre, at det er trygt at handle.”

Udendørs kultur og idræt åbner for op til 25 personer
Udover genåbningen af detailhandlen får aftalen om genåbning også betydning for udendørs kultur og idræt, der nu kan gennemføres af foreninger for op til 25 personer ad gangen.

”Det er en rigtig god nyhed for vores foreninger. Det giver gode muligheder for at gennemføre rigtig meget udendørs idræt, og det er vigtigt især for vores børn og unge mennesker, der har sværere ved at dyrke motion alene”, siger H. P. Geil og fortsætter:

”Når vi ikke kan sende de ældste elever i skole igen, er det er plaster på såret, at de nu kan ses med deres kammerater og dyrke deres udendørs fritidsinteresser, for det trænger vi alle sammen til.”