Nyheder

Haderslev får filmselskab

Thomas Lund er en erfaren kameramand og video-ekspert, der er flyttet retur til Haderslev efter mange år i Hovedstaden i TV-stationernes tjeneste. Nu er han gået selvstændig med Ligalis Film.

Kærligheden har trukket kameramanden, Thomas Lund, tilbage til Haderslev-kanten, hvor han er vokset op. Nok hyrer landets førende TV-stationer ham stadig til freelance-opgaver som Champions League håndbold og Wimbledon, men primært er han nu selvstændig video-producent.
Fra sin base i Øsby producerer han nu videoer, af forskelligt indhold, for lokale virksomheder og institutioner.

“Efter mange år i København og utallige rejser som kameramand for de store tv-stationer, hvor jeg har lavet både spillefilm, kortfilm, nyhedsreportager for TV-Avisen og masser af sport, er det dejligt at være tilbage i Sønderjylland” siger filmmageren og ejeren af Ligalis Film.

”Jeg vil nu bruge min viden om video og film på en ny og anderledes måde, men min erfaring kommer naturligvis kunderne til gode.
Der kommunikeres meget via video nu til dags. Bl.a. via youtube og facebook, og jeg tror, at de mange forskellige platformer, og internettet i det hele taget, gør, at man som virksomhed kan nå ud til utrolig mange gennem video.

Mit mål er derfor at gøre professionelt produceret video økonomisk tilgængeligt for selv den lille virksomhed.” siger Thomas Lund om sin vision som selvstændig.

Han har eksempelvis produceret nogle videoer for Øsby Entreprenør- og Kloakservice, som bruger disse til at hverve nye medarbejdere, fordi film er nemme at dele på de sociale medier og appellerer mere til ”målgruppen” end lange, klassiske stillingsannoncer.
Ligalis Film har også lavet en del skarpe skud for Beboerforeningen i Øsby og en reklamefilm for rådgivernetværket KraftWerk, som også er en strategisk samarbejdspartner til Ligalis Film.

”Jeg håber og tror, at jeg rammer en niche i et vækstmarked her i det sønderjyske. Det fornemmer jeg. Folk kan nemt forholde sig til videomediet, og de kan se umiddelbart forskel på det hjemmelavede klip og det professionelle. Nogen gange rækker det hjemmegjort. Andre gange skal intet overlades til tilfældighederne. Her kommer Ligalis Film i spil”, siger Thomas Lund, der også præsenterer sig og sin virksomhed på hjemmesiden www.ligalisfilm.dk.