DGI Verdensholdet indleder turne i Haderslev Foto: Pressefoto
DGI Verdensholdet indleder turne i Haderslev Foto: Pressefoto
Haderslev

Haderslev bliver første stop for Verdensholdet

I to år har det ikke været muligt at opleve en stor gymnastikopvisning. Derfor er glæden enorm hos gymnast Astrid Mørch Nørgaard, når hun og resten af DGI Verdensholdet gæster Haderslev d. 2. september til premieren på deres show QUA.

Saltomortaler, flikflak, rytmisk dans og store smil kommer til at fylde Haderslev Idrætscenter, når 28 af Danmarks bedste gymnaster optræder for allerførste gang på deres Take Off turné. Med på holdet er Astrid Mørch Nørgaard og hun kan ikke vente med at optræde på hjemmebane.
“Det sønderjyske publikum er helt fantastiske at opvise for, de plejer at sprænge skalaen for, hvor højt man kan klappe. Jeg glæder mig til at komme “hjem til dem” og lave opvisning,” fortæller Astrid Mørch Nørgaard, gymnast på DGI Verdensholdet.

Showet i Haderslev er det første af en række store opvisninger rundt om i landet på DGI Verdensholdets Take Off turné. Publikum kommer til at opleve vilde spring, akrobatiske øvelser, mange forskellige genre af dans og rytmisk gymnastik på topniveau. Det bliver et festfyrværkeri af bevægelse, musik og følelser.

Coronapandemien har, som alle andre steder i kulturlivet, i høj grad påvirket gymnastikken. Hele foråret plejede at være fyldt med opvisninger, men på grund af corona og forsamlingsforbudet, har det været umuligt at lave opvisninger i snart to år. Derfor er Astrid Mørch Nørgaard, som kommer fra Kegnæs på Als, stolt af at være en af de første til at lave en gymnastikopvisning igen.
“Det bliver ubeskrivelig fedt at stå på et opvisningsgulv igen. Det har været tomt alt for længe, derfor glæder jeg mig helt vildt meget til at åbne det,” fortæller Astrid Mørch Nørgaard, gymnast på DGI Verdensholdet.

Gymnasterne har knoklet hele sommeren, hvor de har trænet på BGI Akademiet syd for Horsens. Efter deres Take Off turné er planen, at de til oktober rejser ud i verden for at optræde og sprede kendskabet til den danske gymnastikkultur og glæden ved bevægelse.

Billetter til showet d. 2. september i Haderslev kan købes på verdensholdet.dk.

Fakta
DGI Verdensholdet er et gymnastikhold bestående af 28 af Danmarks bedste gymnaster, 14 mænd og 14 kvinder. Holdet bliver udtaget hvert andet år, og gymnasterne går på holdet fuld tid i et år. Hvert hold rejser cirka et halvt år ud i verden, hvor de laver shows og workshops. Før de forlader Danmark, tager de på en Take Off turné, hvor de viser det show, de skal rejse jorden rundt med.