DGI Sønderjylland inviterer 10.-11. marts til Forårsopvisning i Haderslev med 2.732 gymnaster fra hele landsdelen.
De har trænet på højtryk hele vinteren, og nu skal resultatet vises frem.
2.732 gymnaster er klar til at optræde ved DGI Sønderjyllands forårsstævne i Haderslev Idrætscenter.
Stævnet begynder lørdag den 10. marts klokken 10.00 med indmarch, og herefter følger et forrygende program frem til søndag, hvor gymnastikhold fra hele Sønderjylland optræder.
Sidste år blev opvisningen i Haderslev overværet af 2.068 tilskuere, og DGI Sønderjylland forventer til tilsvarende antal i år.
På landsplan deltager mere end 132.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold til DGI’s forårsopvisninger i marts og april.
Gymnasterne indtager opvisningsgulvene for at vise, hvad de har arbejdet med gennem gymnastiksæ-sonen, og der forventes flere end 128.000 tilskuere til de mere end 120 opvisningsdage.
Og det glæder formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, at så mange viser gymnastikken frem.
“Opvisningerne er kulminationen på gymnastiksæsonen, hvor vi viser mange måneders hårdt arbejde og intens træning frem. Det er et højdepunkt for gymnasterne, og det er skønt at se, at der også er så mange publikummer, som vil dele opvisningsdagene med os,” siger Hanne Lene Haugaard.
Imponerende gymnastik og plads til alle
Forårsopvisningerne viser hvert år, hvor bredt gymnastikken favner – og 2018 er ingen undtagelse.
Til opvisningerne kan publikum opleve alt fra de mindste børnehold i tylskørter over REP-holdenes im-ponerende programmer til motionsherrer og – damer. Alle bidrager til, at opvisningerne og gymnastik-ken giver plads til alle aldre og niveauer.
“Det er noget helt særligt at give opvisning – uanset niveau. Så til opvisningerne mødes børn, unge og voksne og mærker det samme sug i maven. Det viser helt tydeligt, at gymnastikopvisningerne favner bredt,” siger Hanne Lene Haugaard.
Frivillige er altafgørende
Med de mange tusinde gymnaster og publikummer, der hvert år strømmer til DGI’s forårsopvisninger, skal der også en kæmpe indsats til for, at opvisningsdagene går op i en højere enhed.
Den opgave bliver løftet af tusinder af frivillige, både i idrætsforeningerne og i DGI. Uden dem var der hverken gymnastikhold eller -opvisninger.
“De frivillige er altafgørende for forårsopvisningerne og for hele gymnastikken. De leverer en kæmpe indsats og gør en stor forskel,” understreger Hanne Lene Haugaard.
DGI Sønderjylland holder Forårsopvisning i Haderslev Idrætscenter den 10.-11. marts 2018.