Haderslev by, dampark og dyrehave samt Pamhule Skov danner rammen, når VM i mountainbike maraton køres i Haderslev i 2022. Søndag den 29. september testes ruten første gang, når nogle af Danmarks bedste mountainbikere kører den.
”Rigtig mange frivillige har lagt kræfter i at få lavet spor i skoven og gjort det hele klar til vores testkørsel søndag den 29. september. Så nu er vi bare rigtig spændte på, hvad rytterne siger om ruten – er den for nem, for hård og hvor skal noget forbedres”, siger Bent Skov, der er projektleder for Haderslev Mountainbike Challenge og VM i 2022.
Selvom der er tre år til VM i Haderslev, skal ruten være klar allerede næste år, hvor Haderslev Mountainbike Challenge køres første gang.
”Inden VM i 2022 arrangerer vi et løb, hvor alle kan være med. Haderslev Mountainbike Challenge bliver både for motionister, seriøse amatører og eliten, og handler om at dele glæden ved mountainbikesporten og om at få varmet godt op til den helt store begivenhed, når vi har VM i 2022”, siger Bent Skov.
Tilmeldingen til Haderslev Mountainbike Challenge 2020 åbner i slutningen af oktober. Derfor ser Bent Skov også frem til testkørslen, hvor man får helt styr på, hvordan ruten fungerer.
”Vi har nogle helt specielle rammer til mountainbike i og omkring Haderslev, som folk udefra synes er helt særlige. Dem glæder vi os rigtig meget til at vise frem, når vi skal køre Haderslev Mountainbike Challenge næste år, men nu skal vi først have helt styr på, at ruten er, som den skal være, når vi har kørt testkørsel”, siger Bent Skov.
Til testkørslen den 29. september kommer omkring 20 af Danmarks bedste mountainbikeryttere. Testkørslen vil ikke påvirke trafikken i Haderslev by.
UCI mounitainbike maraton VM 2022 afvikles i Haderslev i et samarbejde mellem Haderslev Kommune, Trekantområdet Danmark, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union.
forrige nyhed
næste nyhed