Fodbold

Fodbold: Så kom sejren

779 tilskuere til en superligakamp. Det lyder mildt sagt ikke imponerende, men det var den kulisse som mødte SønderjyskE på Right to Dream Park i Farum. Her skulle søndagens superligakamp mellem Helsingør og SønderjyskE spilles.

Folk i det nordsjællandske havde altså fundet noget andet at bruge en søndag på, og det siger måske også lidt om de to holds underholdningsværdi i denne tid.

Det blev gæsterne, som fik den bedste start.  Og Anders Egholm sendte sit hold i front efter 15 minutter. Det er ved at være længe siden at de lyseblå har været foran, og der skulle da også kun gå 5 minutter før stillingen atter var uafgjort. Desværre var det SønderjyskEs Christian Greko Jacobsen, som sendte bolden forbi egen målmand og i nettet til 1-1.

Heldigvis gav selvsamme Greko endnu et bevis på sin målfarlighed da han, kort tid efter, scorede i den rigtige ende og bragte SønderjyskE på vinderkurs.

Resten af kampen brugte gæsterne mest energi på at holde stillingen kampen ud. Det var dog også gæsterne, som havde de bedste chancer, og det var en velfortjent succesoplevelse ovenpå en uge med to kampe, som de lyseblå burde havde fået meget mere ud af end de sølle nul point det blev til.