Debat

Debat: Kunsten at tale med to tunger – det mestrer S

Jon Krongaard, Thurøvej 89, 6100 1.Viceborgmester (DF)
Formand for Beskæftigelse- og integrationsudvalget, skriver:
I politik er hukommelsen til tider himmelråbende kort – sommetider så kort, – at politiske formænd end ikke kan huske, hvilken politik, som de er fortalere for!
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen er skoleeksemplet på dette. Selvom jeg finder det positivt og befriende for vort fædreland som helhed, at socialdemokraterne i stadig større grad lader sig inspirere at Dansk Folkepartis udlændingepolitik, – så finder jeg det alligevel besynderligt, når Mette Frederiksen i 2015 udtaler: ”Jeg er overbevist om, at den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Nordafrika, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot”, når man vel og mærke sammenligner med det nyeste politiske udspil på udlændingeområdet, som partiet ønsker at gå til valg på.
Nuvel, – at det nylige socialdemokratiske udspil indebærer samtlige ovenstående forslag, som Mette Frederiksen, tilbage i 2015 mente, var en saga blot, taler vel sit eget klare sprog. Og den yderligere kendsgerning, at socialdemokraterne ikke vil implementere deres nye politik nu og her – men gerne vil føre valgkamp på en stram udlændingekurs helt frem til næste folketingsvalg, skriger jo nærmest til himlen.
Selvom socialdemokraterne mestrer at tale med to tunger – så er de nu alligevel pokkers gennemskuelige!