Carl ‘Havkatten’ Skøtt, Brombærvej, Haderslev, skriver dette indlæg:
Nu, hvor vi lige har lært temmelig meget om, hvad VUC står for – i hvert fald hvis efternavnet er Syd – skal vi til at lære, hvad nogle nye bogstaver står for – FGU. Versalerne står for Forberedende Grunduddannelse.
Det betyder en helt ny skole, og Haderslev Byråd har godkendt, at den etableres sammen med de tre øvrige sønderjyske kommuner, Tønder, Aabenraa og Sønderborg. På landsplan er det meningen at oprette skoler i stort set hver kommune.
I Sønderjylland vil der blive oprettet fire skoler, hvoraf én bliver hovedskole. Desuden kan der laves satellitskoler – og lige præcis den model har tændt julelys i Haderslev-politikernes øjne. Haderslev går nu efter at få både hovedskolen og en satellitskole.
Hovedskolen går alle fire kommuner efter, og det kan teoretisk lige så godt blive Haderslev som en af de tre andre hovedbyer i landsdelen, der får hovedskolen. Afgørende er, om der findes ledige lokaler, der er egnede. Med satellitskolen ser det mere drømmeagtigt ud. Vojens, der befolkningsmæssigt matcher Tønder, har ikke egnede lokaler – det har Gram måske i de lokaler, der tidligere har huset en VUC-afdeling.
Medarbejderne til den nye skole hentes fra VUC, Produktionsskolen og Ungdomsskolen, og den nye skole får bygningsmassen fra hele Produktionsskolen og en del af VUC. Det alene udelukker Vojens, og for den sags skyld også Gram, der jo ingen Produktionsskole har, kun ledige VUC-bygninger.
De ledige VUC-lokaler i Gram kan heller ikke bruges, da en del af undervisningen har fokus på produktion, hvilket er det, politikerne satser mest på, når det gælder eleverne fra den vestlige del af Haderslev Kommune – og som de efter alles mening har mest brug for og gavn af. I Gram vil der kun kunne tilbydes et almendannede spor, og da betingelsen er, at de skal kunne skifte spor uden at få længere til skole, udelukker det Gram.
Blandt kandidaterne – af nogle udnævnt som storfavorit – til formandsposten i VUC Syd er Venstres Signe Knappe, der for længst er udset til at afløse HP Geil i VUC-bestyrelsen. Hun er fra Gram og naturligvis en varm fortaler for en FGU-satellitskole i den vestlige del af kommunen. Formentlig bliver det ved den søde drøm.
Og formentlig forbliver det også ved den søde drøm, at Haderslev får FGU-hovedskolen. En anden sønderjysk by må stå for tur, da Haderslev har hovedskolen for gennemdigitaliserede VUC Syd. FGU har en anden målgruppe.
Noget tyder på, at byrådsmedlemmerne har haft så travlt med at drømme sødt, at ingen har sat sig ordentligt ind i sagen.
Havkatten Calle