Nyheder

Flere ledige kommer i job

Det går den rigtige vej med ledigheden i Haderslev Kommune.
100 ledige er forsvundet fra ledighedskøen siden 9. marts. I samme periode er antallet af ledige på landsplan vokset med godt 26.000.
”Vi er ikke igennem krisen endnu, men der er alligevel grund til at glæde sig over, at det lokalt går den rigtige vej med ledigheden”, siger formand Jon Krongaard, formand for Beskæftigelse og integrationsudvalget.
”Coronanedlukningen har været hård ved bestemte brancher, men i den sammenhæng tror jeg, vi har været heldige i Haderslev Kommune”, siger Jon Krongaard, der dog også roser virksomhederne for deres indsats.
”De har været gode til at bruge hjælpepakkerne, så vi har kunnet bevare arbejdspladserne i en svær tid. Samtidig har vores jobcenter gjort en stor indsats for at fortælle de ledige, hvor der mangler arbejdskraft, og der er fulgt op telefonisk på alle de nyledige, der er kommet i perioden”, siger Jon Krongård.
Formand for Haderslev Erhvervsråd, Johan Schmidt, er enig i, at det er flere ting, der har betydning for, at det går den rigtige vej med ledigheden.
”Vores virksomheder fortjener et klap på skuldrene, fordi de har været gode til at støtte op om de tiltag, der har været. Det gælder både større virksomheder, men også vores handelsliv, der blandt andet har været firstmover på en kampagne, der skulle støtte den lokale handel”.
”I erhvervsrådet har vi haft rigtig travlt ved telefonerne, så virksomhederne har vidst, hvor de kunne få hjælp, og kombineret med de tiltag der har været fra både kommunen og folketinget, så går det den rigtige vej”, siger han.