Ishockey

SønderjyskE henter slovensk back

SønderjyskE Ishockey har lavet kontrakt med den slovenske back Luka Vidmar, som cheftræner Mario Simioni tidligere har haft under sine vinger.

Med et forestående slutspil i Metal Ligaen, har SønderjyskE Ishockey hentet en ny udenlandsk forstærkning.

Det drejer sig om den 33-årige slovenske back Luka Vidmar, som senest har tørnet ud for italienske HC Bolzano, men som også har spillet i dansk ishockey, da han sæsonen 2016-2017 vandt bronze med Frederikshavn White Hawks

– Det er en spiller, som Mario Simioni havde, da han var træner i Frederikshavn, så vi har et indgående kendskab til ham. Vi får en spillende back, der er højrefattet, hvilket altid er dejligt at have, og så har han noget toughness i sig. Det er en spændende spiller, og vi tror, at han kan tilføre noget på backsiden.

– Han har prøvet lidt af hvert, og han har været omkring Sloveniens landshold, så det er en spiller med god erfaring. Han kommer hertil med kone og barn, og vi glæder os til at se ham i aktion i den lyseblå trøje, siger sportschef Kim Lykkeskov.