Haderslev Byråd inviterer alle borgere og interesserede til informationsmøde om Haderslev Kommunes økonomi og budgetlægningen for de kommende år.
-Det er ikke nogen hemmelighed, at kommunens økonomi er presset, og at byrådet står foran en meget vanskelig opgave, når der skal lægges budget for de kommende år, siger borgmester H.P. Geil.
I sådan en situation kan der opstå mange forskellige historier om årsagerne til problemerne, historier, som måske ikke alle kan stå for et faktatjek, siger borgmesteren.
-Derfor har byrådet bedt kommunaldirektøren og økonomichefen om kort og godt at fortælle om rammerne for kommunens økonomi og de udfordringer, der gør sig gældende her og nu og på lidt længere sigt, siger H.P. Geil.
-Vi har valgt at invitere alle borgere, som har lyst, med til dette informationsmøde, for på den måde at få et fælles grundlag for den vanskelige proces med at få enderne til at mødes, som venter byrådet, siger borgmesteren, som slutter:
-Jeg vil gerne understrege, at der er tale om et informationsmøde og ikke en debataften med politikere, og at embedsmændene naturligvis, hverken kan eller skal svare på politiske spørgsmål.
På mødet vil kommunaldirektør Willy Feddersen og økonomichef Morten Outtrup orientere om kommunens økonomi og de forskellige udfordringer, der betyder, at Haderslev Byråd skal finde besparelser i de kommende års budgetter.
ødet finder sted i Kulturhus Harmoniens store sal, Gåskærgade 19 i Haderslev 23. september fra kl. 19-21.
forrige nyhed
næste nyhed