”Jeg har en gave til dig”. Han kom hen med æsken under armen på den dér måde, hvor jeg bliver lidt mistroisk. Og da jeg så hullet i æsken, vidste jeg, at det var en af de gaver, jeg skulle sige nej tak til.
Så det gjorde jeg.
Jeg vidste udmærket hvad ’gaven’ indeholdt. Et eller andet såret dyr, han havde fundet, og som han syntes, at vi (jeg) skulle tage os af og få på højkant. Den slags gaver har jeg fået så tit. Så jeg trådte umiddelbart et par skridt tilbage, da han ville åbne kassen og med et lidt smørret grin sagde, at det skam var en rigtig gave.
”Nej tak – jeg vil ikke have den” gentog jeg, nu stående på en skammel – man ved aldrig, hvad der flakser ud af hans gaver.
Så stor var overraskelsen, da han åbnede æsken i behørig afstand af mig og den lå helt stille.
Ikke et halvdødt dyr, men et par flotte støvler som lige passede til mig.
En anelse skyldbetynget over min mistro hoppede jeg ned af skamlen, gav kys & knus og sagde tak. Oprigtigt glad for gaven…og lettet over, at jeg ikke skulle til at lege sygeplejerske.
God weekend – Man kan godt vænne sig til at få gaver, der ligger stille.
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)
forrige nyhed