Skal jeg revse eller rose?
Begge dele har jeg besluttet mig for.
Først vil jeg revse. Mig selv og min generation.
Når jeg har revset, vil jeg rose. Og håbe.
Håbe, at ungdommen vil tage mig med. Tage mig med til Joanna – der hvor man kan spire og ikke bare skal passe sig selv.
Jeg vil revse ved at foreslå mig selv og hele min generation, – ikke kun i Danmark, men hele vejen rundt, at vi her ved årets afslutning gør status.
Gør status – alle os voksne, ansvarlige borgere.
Gør status over, hvor mange dyrearter, vi har tænkt at efterlade til vores børn.
Gør status over, hvor meget is vi vil lade tilbage på polerne.
Gør status over, hvor meget lungekapacitet vi vil efterlade til jorden i form af skove og planter.
Gør status over, hvor magelige vi har tænkt os at fortsætte med at være – på vores børns bekostning.
Lad så status tale for sig selv. For status viser, at vi svigter vores børn. Og vi gør det med åbne øjne.
Vi ved jo godt, hvorfor der ikke er så mange insekter på bilruden mere, når vi er ude at køre. Vi ved også godt, hvorfor vejret bliver mere og mere utilregneligt.
Vi ved det godt alt sammen. Det er bare så besværligt at vide. Men vi lader stadig som ingenting. Stikker hovedet i busken og tænker – det kommer ikke mig ved.
Jeg tænker det selv.
Men jeg er træt af at tænke sådan.
Jeg er træt af at svigte.
Jeg er træt af at være doven og lade som om det ikke kommer mig ved.
Jeg vil gerne være ung af sind igen. Dengang jeg sang; ”Tag mig med til Joanna”, dengang jeg ikke svigtede, dengang jeg handlede.
Dengang jeg gjorde, som ungdommen gør nu. Handler. Og det er dem jeg vil rose. Rose de mange børn og unge mennesker, der hver dag tager ansvar. Børn og unge, der i fællesskab på tværs af landegrænser, demonstrerer over voksnes manglende ansvarlighed. Børn og unge, der i skoletiden opfinder og udvikler bæredygtige nye veje at gå. Børn og unge, der tager det ansvar, vi voksne ikke tager.
Mit håb er, at vi voksne i dybden forstår, at slægter skal følge slægters gang. Forstår, at vi låner jorden af vore børn.
Lad vores status over i år resultere i, at vi støtter vores børn, bakker dem op, tror på dem, hjælper dem på vej. Vi skylder dem, at vi kommer op af sofaen, handler og tager ansvar. Vi skylder dem, at der er et Joanna at tage til. Et Joanna, hvor de kan spire og vokse.
Lad os håbe, at vores børn vil have os med til Joanna.
Godt nytår – Lad os hjælpe hinanden
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)