Det føltes ikke som om der var gået et helt år siden, vi mødtes sidst. Det var vi begge enige om, da vi gav hånd på gårdspladsen. ”Bliver vi mon nogensinde klogere”, sagde han med et skævt smil. ”Næ, det tror jeg egentlig ikke”, var mit svar og måtte, som han, smile af vores uklogskab.
Vores manglende klogskab består i, at vi op til hver jul flyver og farer rundt for at gøre klar. Gøre klar til det store rykind.
Det store rykind af forventningsfulde børn og voksne, der elsker jul.
På vej op af trappen til slottet blev vi hurtigt enige om, at vi nu nok gør det næste år igen.
Fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi gerne vil give de forventningsfulde en god oplevelse. Fordi vi også er forventningsfulde og glædes over andres glæde.
Så vi slæbte videre på hver vores, hængte på grene, klatrede på stiger og hængte julekugler op, talte i telefon med de mange andre, der også er ved at gøre klar til det store rykind. Overalt var der summen af forberedelse, forventning blandet med en let sitren af nervøsitet. Nervøsitet for om vi nu når det hele, indfrier de forventningsfuldes forventninger, giver en god oplevelse, så vi kan glædes over andres glæde.
Om projektet lykkedes ved jeg endnu ikke, for den store dag er endnu ikke oprundet.
Så alt hvad jeg kan gøre indtil da, er at gøre mig umage og glæde mig over, hvor langt vi når dag for dag. Og glæde mig til den dag, hvor jeg sammen med alle de andre, der har gjort sig umage kan sige; ”velkommen til”.
God weekend – måske ses vi i weekenden.
Sanne (Brodersen, Gram Slot)
forrige nyhed