De skulle af sted næsten samtidig. Underligt at tænke på, men sådan skulle det være.
Tilbage står vi. Lidt rådvilde og uforstående.
Ville gerne have haft, at de blev lidt længere. Ville gerne have suget lidt flere af deres ord og musik til os. Alt det vi kendte. Kunne grine, græde, muntre og lune os ved.
Men deres tid var kommet, så de tog af sted.
De skar, helt sikkert uden at ville det, dybt med deres farvel. Så dybt, at noget af vores unikke og særegne DNA løb ud med vores tårer.
Så nu står vi her. Efterladte. Mens vores DNA stille flyder væk med hr. Larsen og hr. Andersen.
Deres exit har placeret os ved en skillevej.
Tør vi følge i de to ordjongløreres musikalske fodspor? Lege med ordene og musikken. Give liv til smukke sprogblomster, overrumplende vendinger og mærke rytmen i de dybe meninger. Følge i deres fodspor, så vi sammen får helet såret, hvor vores DNA drypper fra?
Eller tør vi blot fortsætte med bøjede hoveder. Fortsætte vor færd ned af snappens og de korte beskeders grå og lige vej?
Jeg håber, Kim og Benny, at vi alle tør kigge op, give os i kast med sprudlende samtale, lege med sproget og synge sange af karsken bælg. Jeg håber, vi tør følge den vej, I har vist, er værd at gå. Tør vedkende os, at vi selv skal være med til at danne den DNA som kommende generationer har brug for. Den DNA som I, uden forbehold, har givet os alle i overflod. Nu er det op til os at gå videre.
Tak, fordi I viste os vejen
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)
forrige nyhed