Italieneren stod på pladsen og talte i telefon, mens den hollandske familie gik forbi mig. De standsede ved skulpturen, børnene løb hen, så forældrene kunne tage et billede. Jeg sad på bænken et stykke derfra. Observerede og var dansker. Bag mig svøbte det franske ægtepars dæmpede, bløde stemmer sig varmende om mig.
Da jeg rejste mig og gik, hørte jeg norske stemmer i det fjerne og den tyske kvinde sagde noget til sin mand, der sakkede bagud med hunden.
Der var fortryllelse i luften. Sensommer, varme, ro, overskud, mangfoldighed og plads.
På gågaden flettede et væld af udenlandske stemmer sig sammen til et farverigt lydtæppe. Jeg fik et glimt af restaurantejeren inde i butikken. Han sagde noget til en medarbejder. Var det arabisk eller persisk?
Min tur sluttede ved den vietnamesiske kvinde, som jeg talte med på dansk. Hun smilede, var venlig og varm.
På en time, mens jeg ventede på min søn, som hang på en væg i en klatrehal, kom verden til mig og jeg fik lov at komme hele verden rundt. I Ribe.
Det var en stor time.
Undervejs strejfede to tanker mig. Den ene konstaterende, den anden håbefuld.
Hvor vi dog ligner hinanden alle sammen. Mon den eventyrlige time, hvor alle var ens trods forskellige sprog, kunne udvides til alle livets timer?
Tænk, hvis vi turde.
God weekend – Luk verden ind
Sanne (Brodersen, Gram Slot)