Ishockey

Canadier fuldender holdkortet

SønderjyskE Ishockey skriver kontrakt med den canadiske forward Jordan Pietrus. Sønderjyderne indleder sæsonen med seks udlændinge.

Den 14. september går det igen løs i ishockeyligaen, og sportschef Kim Lykkeskov har nu sin trup på plads, efter han nu har skrevet kontrakt med klubbens sjette udlænding.

Valget er faldet på 32-årige Jordan Pietrus – en canadisk forward, der også har polsk pas. Pietrus har senest været i engelske Coventry Blaze.

– Han er en ledertype, der går forrest, og en der kan finde vejen til netmaskerne. Han kommer fra tre år i Coventry Blaze, hvor han de seneste to år har været kaptajn på holdet, så det vidner også om hans karakter. Det er en ledertype, vi får ind, og vi er rigtig glade for at have lukket kontrakten med Jordan, siger sportschef Kim Lykkeskov.

SønderjyskE-fansene kan se frem til en arbejdsom spiller, der både giver og tager på ishockeybanen.

– Vi håber, han kan give os en ekstra dimension i powerplay. Han har et godt skud, og han arbejder sindssygt hårdt. Han er en type, der godt vil gå på mål og være derinde, hvor det gør ondt, og det kan vi rigtig godt lide hernede, siger Lykkeskov.

Med Jordan Pietrus på plads indleder SønderjyskE sæsonen med seks udlændinge.

De øvrige fem udlændinge er Kyle Wharton, Matt Prapavessis, Phil Marinaccio, Rod Pelley og T.J. Moore.