Hvem er jeg, at jeg kan bestemme over andres liv? Jeg kunne ikke undgå at tænke tanken, da jeg trak ukrudtet op af gruset. Under bladene fór en mængde myrer rundt i en stor forvirring, en bænkebider prøvede at finde skygge og fugt igen, det samme gjorde en orm. På et kort sekund var deres levested væk, og de måtte finde andre løsninger for deres videre liv.
Alt dette tumult fordi jeg ikke ville have planter lige dér i min have. Det var mit perspektiv på verden, der var lov. Fordi jeg var størst. Ene og alene derfor.
Min handling havde store konsekvenser for en anden verden – et andet samfund. En i mindre målestok, men ikke desto mindre et samfund i samme verden, jeg lever i.
Jeg blev lidt rådvild, som jeg stod der og så, hvilke konsekvenser min handling havde. Hvad skulle jeg gøre? Fortsætte med at fjerne planter, der i min optik stod forkert? Jeg vidste jo godt, hvad der gemte sig under de andre planter.
Hensynet til min egen verden vandt. Jeg kan jo bedst lide, når det er mig, der bestemmer, hvor planten skal stå. Så nu står gruset fint, men goldt, og jeg har næsten glemt dem, jeg lavede ravage hos, for jeg kan ikke se dem længere.
Jeg kan roligt læne mig tilbage og nyde, at jeg er den største. Det er mig, der bestemmer. Jeg skal bare lige have fundet en måde at få fjernet den enerverende tanke, om der kan være noget, der er større end mig? Noget, der kan lave ravage i min verden.
Det eneste jeg kan komme i tanke om mægtigere end mig er naturen. Den, der både har plads til de små samfund og til mit. Men naturen kan da ikke være så kynisk, at den kunne finde på at fjerne livsgrundlaget for min verden? Efter alt hvad vi har gjort ved den?
God weekend – Det er tid for et nyt perspektiv.
Sanne (Brodersen Gram Slot red.)
forrige nyhed