Der er hjælp på vej til de borgere, der er ramt af særligt komplicerede former for spiseforstyrrelse. Et projekt, der skal hjælpe borgere med spiseforstyrrelser, modtager fem millioner kroner fra satspuljemidlerne.
Borgere med spiseforstyrrelse vil ofte være i kontakt med flere områder af sundhedsvæsenet. For at sikre at borgerne oplever så sammenhængende et behandlingsforløb som muligt, har Region Syddanmark søgt om satspuljemidler til et projekt, som udføres i samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og socialområdet.
Sundhedsstyrelsen har bevilget lidt over fem millioner kroner til projektet.
Formand for Psykiatri- og socialudvalget, Thies Mathiasen (DF), siger i en pressemeddelse:
“Det er enormt vigtigt med sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det er så vigtigt, at det er ét af regionens otte pejlemærker. Det skal gerne være sådan, at man møder en sammenhængende behandling, hvor alle arbejder efter den samme plan for at hjælpe borgeren. Det er særligt vigtigt, når man er så hårdt ramt af sygdom, som borgere med spiseforstyrrelse er”.
Flere har også anden lidelse
Siden 2006 er antallet af personer, der er registreret til at have spiseforstyrrelse, steget, ligesom spiseforstyrrelserne er mere komplekse. Blandt andet er der flere svære spiseforstyrrelser og flere borgere, som også har en anden psykiatrisk lidelse udover deres spiseforstyrrelse.
De borgere, der er ramt af en kompleks spiseforstyrrelse, vil ofte få behandling både på psykiatriske og børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, på et bosted og på et somatisk sygehus. Behandlingen kan blandt andet bestå af forskellige former for terapi
Model for samarbejdet
Formålet med projektet er at udarbejde en samarbejdsmodel for behandling og overgange mellem børne- og ungdomspsykiatri, voksenpsykiatri og bosted for borgere med spiseforstyrrelser.
Som en del af projektet ansættes to medarbejdere i tværgående stillinger mellem psykiatrisygehuset og Pomonahuset, der er regionens bosted for borgere med spiseforstyrrelse.