Stilheden begyndte at larme
Anmeldelse af Teatret Møllens “Palle alene i verden – igen”
Alt står åben for den, der er alene i verden, og det benytter Palle, der nu er på plejehjem, sig flittigt af, da hans drøm/mareridt fra dengang, han var lille, gentager sig. Hen henter en dyr bil, brænder millioner af kroner af, henter dyrt tøj, dyre madvarer – og hvad han ellers kan ønske sig.
Han gør det første dag – og igen og igen og igen. Og så begynder stilheden at larme.
Tidligere i sit liv følte Palle sig også ensom, selv blandt mange, og nu er han alene med sig selv. Drømmen er blevet til et mareridt.
Palle har kun sin gamle pladesamling med bl.a. “To lys på et bord”, og de er med til at kalde minder frem. Om den gang, han var ung skørtejæger og guitarist i et band, forelskede sig i en pige og blev gift med sin Selma, om deres søn, som han stolt viser rundt i damplokomotivets førerhus, hvor han er den, der styrer alle knapper, og den meget pinlige tale, han holder ved sønnens bryllup.
Et stort dagligt ølforbrug har gjort ham til alkoholiker, hvilket også fører til, at konen på et tidspunkt flytter fra ham. Med sit brovtende væsen skubber Palle andre væk – og så blev han ensom blandt mange.
Møllens egen Klaus Andersen er her ude i en timelang monolog, hvor han ikke kun spiller gammel, men også den unge selvglade Palle – samt tillige er fortæller. De roller skifter han elegant og uden et eneste brud på teatermagien mellem. Historien, der begynder let og muntert munder ud i en tragedie om ensomhedens svøbe.
Den gamle Palle på plejehjemmet har stort set mistet kontakten til sin søn, og når Palle ringer til ham, får han kun sønnens telefonsvarer.
Palle fantaserer. Han laver en imaginær bryllupsfest, hvor han bl.a. forestiller sig, at hans nu døde Selma deltager, til sidst også hans for længst afdøde mor, der tager ham i hånden og fører ham ud på endnu en rejse med damplokomotivet, der tager retning mod Månen.
Palle lukker sine øjne og sover ind.
“Palle alene i verden – igen” er et væsentligt bidrag til debatten om den ensomhed, flere og flere ældre fanges i. Det er et stærkt tidsdokument inspireret af en børnebog fra 1942, der handler om noget helt andet og uskyldigt.
Husdramatiker Brian Wind-Hansen er manden bag forestillingen, som han har skræddersyet til Klaus Andersen. Møllens Ole Sørensen har været instruktør.
Den forestilling kan Møllen roligt sende på turné. Det meget stærke trekløver bag forestillingen lever i alle måder op til det høje niveau, som Møllen er kendt for.
Havkatten Calle