Carl Skøtt, har indsendt dette deabatindlæg til redaktionen:
I februar skiftede VUC Syd tvunget revisionsselskab, og den nye revisor, Pricewaterhouse Coopers, har nu givet VUC Syd den mest voldsomme kritik, uddannelsesinstitutionen hidtil har været ude for. VUC Syd-ledelsen – og det vil sige direktion og bestyrelse – har simpelthen tilsidesat så mange love og regler, at det kan medføre straf.
Ganske usædvanligt anføres, at revisionen er ufyldestgørende. Den mangler – på trods af ovenstående – en konklusion. Det skyldes, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet stadig undersøger forhold i VUC Syd, hvilket senere kan føre til, at VUC Syd dømmes til at tilbagebetale mere end godt 1 mio. kr., som bestyrelsen allerede har erkendt, skal tilbagebetales. En merstraf vil derfor påvirke årets regnskab.
Det væsentligste ved den nye årsrapport er revisionens bemærkninger om administrering af tilskud og dispositioner, der er truffet uden at være i overensstemmelse med bevillinger, love og andre forskrifter, indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Det er alt sammen ledelsens ansvar, hvilket helt naturlig bør føre til, at den politianmeldelse, der er indgivet og stadig er under behandling, ikke kun bør omfatte den tidligere direktør, Hans Jørgen Hansen, men også den øvrige direktion og bestyrelsen – og her er det værd at bemærke, at bestyrelsesformanden indtil for ganske nylig, og derfor den ansvarlige, er borgmester HP Geil.
Revisionen peger især på fire ting, der ikke har været i overensstemmelse med de tildelte bevillinger, love m.m:
Gennemførelse af indkøb. Løn- og ansættelsessmæssige dispositioner. Gennemførelse af salg. Bygningsmæssige dispositioner.
At VUC Syd (direktion og bestyrelse) efter alt at dømme har svindlet, viser dette direkte uddrag af revisors bemærkning til årsrapporten:
“Vores formodning er, at VUC Syd i nogle tilfælde i sit virke ikke har været uafhængig, og at VUC Syds midler ikke er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår for institutionens formål”.
Mere tydeligt kan et revisionsselskab ikke sige, at meget tyder på, at vi i Haderslev Kommune har en borgmester, der har stået i spidsen for et svindelforetagende.
Havkatten Calle