Fodbold

A-licens til SønderjyskE

Efter nogle års tilløb har talentarbejdet i SønderjyskE nu fået det helt store kvalitetsstempel. I dag blev klubben tildelt A-licens af DBU.

– Det er en meget glædelig nyhed. Vi har arbejdet hårdt igennem tre-fire år, hvor flere skibe er sat i søen med en løbende opgradering af vores setup i talentarbejdet. Det er dejligt, at vi med A-licensen får anerkendelsen for det hårde arbejde, siger sports- og talentchef Hans Jørgen Haysen.

Han skynder sig straks at sende roserne videre til alle i og omkring talentarbejdet i SønderjyskE. Og han slår samtidig fast, at A-licensen ikke bliver en sovepude.

– A-licensen er et stort skridt i talentarbejdet, som vi fortsat vil bygge ekstra lag på. Tillykke til os alle, vores moderklub HFK, vores dygtige talenttrænere og ikke mindst vores samarbejdsklubber i SønderjyskE Fodboldsamarbejde og SønderjyskE TopCenter, siger Hans Jørgen Haysen.

Med A-licensen er SønderjyskE sikret deltagelse på allerhøjeste niveau i ungdomsrækkerne. Klubben er derfor født deltager i U17 Ligaen og U19 Ligaen 2018/19, og man vil få mulighed for at blive indplaceret i lokalunionens højeste U13-, U14- og U15-række.