Debat

Debat: Tordnende kritik af Provas

Carl ‘Havkatten’ Skøtt, Brombærvej, Haderslev, skriver dette indlæg:

Haderslev Kommune er eneejer af forsyningsselskabet Provas. Det er altså byrådet, der er besluttende myndighed, når Provas skal i gang med nye investeringer. Aktuelt skal det ske i et nyt genbrugscenter – og meldingen fra et enigt byråd er klar: Den nye genbrugscenter må ikke koste mere end 60 mio. kr.
Klar melding – og så alligevel ikke!
Enhedslistens Svend Brandt sagde det tydeligst. Hvis det viser sig, at det bliver nødvendigt at investere 70-80 eller 100 mio. kr., så er det det, vi må gøre af hensyn til miljøet og af hensyn til ressourcer, der kan genbruges.
Enigheden rækker reelt kun til en tordnende kritik af det forslag, Provas har lagt frem. Prisen på 101 mio. kr. er Provas’ forslag til det, et enigt byråd kræver af den nye genbrugsplads.
Genbrugspalads er i stedet det rette ord for det projekt, Provas har fremlagt. Uden at slække på kravene til den nye genbrugsplads’ effektivitet, mener politikerne, at 41 mio. kr. til glasur og unødvendigt dyre materialer og arkitektoniske perler kan skæres væk. Der er her tale om en hidtil uhørt voldsom kritik fra et enigt byråd til de ansvarlige bag Provas.
Thies Mathiasen sidder i byrådet for DF og er formand for Provas. Han tog kritikken til sig samtidigt med, at han glæder sig over, at Provas nu har fået en fast beløbsramme, men han udtrykte også skepsis.
– Vi bliver nu udfordret på både tidsramme og økonomi, konstaterede han. Heri ligger entydigt, at han tvivler på, at projektet kan gennemføres for de krævede 60 mio. kr.
Jeg enig med Thies. Af debatten i byrådet fremgik således intet om, hvad det vil koste at gennemføre det nødvendige vejarbejde på Knavvej, hvor genbrugscentret skal placeres – og i krydset på Aabenraa-vej. Det vil sige i den sydlige ende af Haderslev, hvor vejen fra lyskrydset fører lige ud mod Aabenraa, til højre mod Marstrup og til venstre ind mod Knavvej, når man kommer fra Haderslev.
Der blev heller ikke i debatten talt om den økonomi, der kan være forbundet med at sikre følsom natur, der bl.a. omfatter nogle vandhuller, der ikke uden videre må sløjfes, og hvis det sker, skal der findes alternative muligheder. Måske er det muligt at lave pladsen, uden at den følsomme natur generes væsentligt, men det er endnu uklart.
Samtlige investeringer skal konteres på genbrugsplads-kontoen, og så skal det samtidigt huskes, at politikerne ønsker et ambitiøst projekt gennemført – et projekt, der gennemført skal kunne holde i 40-50 år. Og det er endnu uklart hvor meget, forbrugernes afgifter vil stige, men de vil under alle omstændigheder få et godt hak oveni.
I mine øren lyder det ikke som et projekt, der kan gennemføres for 60 mio. kr. – især ikke, fordi tidsrammen allerede er begyndt at vakle.
Havkatten Calle