Ishockey

Det ligner noget vi har set før

SønderjyskEs videre dåd i årets ishockeyturnering bliver en dyst over op til syv kampe med arvefjenden Esbjerg. Om det er godt eller skidt for SønderjyskE er der stærkt delte meninger om.

Hvis man tolker på de mange kommentarer, som løb som skidt fra en spædekalv hen over skærmen da fordelingen af modstandere blev sendt live på Metal Ligaens facebookside, så er mange vestjyder godt tilfreds.

“Vi sender SønderjyskE på sommerferie – igen!” lyder det selvtillidsfulde budskab, og historikken bakker de blå-gule fans op. Netop Esbjerg Energy har været stopklodsen for SønderjyskE de seneste sæsoner.

Men her på Haderslevspuls ser vi det lidt anderledes. Vi hæfter os mindre ved Esbjerg Energys åbenlyse styrke og langt bedre placering i grundspillet. Vi hæfter os ved SønderjyskEs genvundne styrke og den gode stime de lyseblå er i. Og JA, vel er spillerne trætte efter en hård omgang Play In, men de er også tændte af de gode resultater og vil blive båret frem af en lyseblå bølge. Go SønderjyskE – der er kun én vej frem.

 

Bluefox Herning havde førstevalg og tog det, på papiret, svageste kort, Herlev. Dernæst valgte klubbernes repræsentanter kassekampene og de korte køreafstande, så det blev lutter lokalopgør. Aalborg Pirates – Frederikshavn Whitehawks; Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Seier Capital og altså Esbjerg Energy – SønderjyskE. Første kamp er i Esbjerg på fredag.