Der er gang i springfaciliteterne både i løbet af skoledagen, men også i fritiden, hvor mange af eleverne benytter muligheden for at øve og udvikle deres spring. Foto: Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole
Der er gang i springfaciliteterne både i løbet af skoledagen, men også i fritiden, hvor mange af eleverne benytter muligheden for at øve og udvikle deres spring. Foto: Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole
Vojens

På Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole springer de sikkert

Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole blev i lørdags den 19. juni re-certificeret som Springsikker Efterskole under DGI Gymnastik og GymDanmark. Det betyder, at springsikkerheden er i top, og at skolens springundervisere fortsat kan afholde den bedst mulige springtræning.

Gymnastik og springgymnastik har en central rolle på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole, og skolen har derfor også et stort fokus på sikkerhed. ”Springgymnastik er en idræt med betydelige faremomenter, og selvom Springsikker konceptet ikke giver en 100% beskyttelse mod skader og ulykker, så er det helt klart med til at højne graden af sikkerhed og fokus på et godt træningsmiljø”, siger Tommy Mikkelsen, forstander på Gymnastik- & Idrætsefterskole.

Sikkerheden kommer i første række
I løbet af en uge har eleverne fem obligatoriske gymnastiktimer, og dertil kan de vælge ekstra spring både som linje- og hobbyfag. Derudover kommer den tid, eleverne bruger i springcentret i deres fritid. Så det er vigtigt, at springsikkerheden er sat i system, og at skolens ansatte er uddannede til at sikre den bedst mulige springtræning.
”Det er vigtigt for os at være Springsikker Efterskole, fordi vi altid skal forsøge at have det bedste tilbud til vores elever. Det bedste tilbud indebærer også, at vi altid skal forsøge at lave et trygt og sikkert miljø, så eleverne kan have fokus på udvikling og læring” siger Tommy Mikkelsen, forstander på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Styr på alle procedurer
Med en re-certificering kan Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole kalde sig en Springsikker Efterskole de næste tre år. For at blive re-certificeret har skolen gennemgået et tjek af alle deres procedurer, fra de blev certificeret første gang i 2016. Det vil sige, at springredskaberne, de fysiske rammer og faciliteter, undervisernes kompetencer, ledelsens ansvar og opgaver og den generelle springsikkerhed er opdateret og fortsat opfylder alle krav.

”Både ledelsen og underviserne på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole har fuldstændig styr på alle procedurer, og alle redskaber er tidssvarende og velholdte. Ikke mindst så er underviserne Springsikker-uddannet og up to date på området, så vi glæder os over at kunne re-certificere skolen i tre år mere” siger gymnastikkonsulent ved DGI Sønderjylland Anne Sofie Berg.