covid-19
covid-19
Nyheder

Socialt udsatte i Haderslev bliver vaccineret

Knap 4600 ældre og sårbare borgere i Haderslev Kommune er allerede færdigvaccineret. Nu får socialt udsatte borgere også mulighed for at blive vaccineret mod COVID-19.

”Jeg glæder mig over, at socialt udsatte borgere nu også kan blive vaccineret. Det vil give dem en mere tryg og fri hverdag”, siger Helle Birgitte Mikkelsen, afdelingschef for Handicap, Socialpsykiatri og Myndighed i Haderslev Kommune.

Borgerne er inviteret til vaccination gennem de kommunale og private tilbud, de er i kontakt med f.eks. væresteder, forsorgshjem og rusmiddelcenter. I alt 204 borgere er skrevet på vaccinationslisten til at få første stik torsdag den 22. april i Haderslev Idrætscenter. Andet stik gives torsdag den 20. maj.

”De borgere, som har taget imod tilbuddet om vaccination, er glade for at få muligheden. Flere af borgerne har bl.a. fortalt, at de højst sandsynlig ikke ville blive vaccineret, hvis de selv skulle bestille en tid til vaccination og ikke blev støttet i at møde op på dagen. Flere af borgerne har desuden nævnt, at muligheden for at få støtte til vaccination betyder, at de føler sig hørt, værdsat og respekteret”, udtaler leder fra Rusmiddelcentret Malene Majlund Fischer.