Selv om jeg har taget livet af janteloven flere gange – endda godt og grundigt, så har den det med at snige sig tilbage. Ind under huden sniger den sig – gang på gang. Nu er det sket igen.
Så jeg må tage livtag med den endnu en gang. Vriste dens klamme, nedbrydende mørke af mig og insistere på, at livet er langt mere værdifuldt uden den.
Derfor udspringer denne måneds tanker af en mail, jeg blev både stolt og glad over. Den kom til mig i anledning af forårsjævndøgn, der fandt sted i sidste uge.
”I forbindelse med forårsjævndøgn, vil vi gerne lægge din Lystale på vores facebookside og gerne optage talen i Danske Taler, stod der i mailen.
Glæden over, at netop dén tale havde tændt lys for nogle, var stor. Og i den forløbne uge har kampen mellem Jante og jeg raset.
Skulle talen være månedens tanker og dermed offentliggøres eller skulle den fortsat gemmes væk i mørket? Der, hvor den har ligget siden 2018 efter at være holdt til Stafet For Livet i Haderslev.
Jeg vandt, og det er jeg glad for. For selv om vi går mod lysere tider på mange måder, så har vi stadig brug for at være lys for hinanden;
Lystale til Stafet for Livet 2018
Livet er en finurlig størrelse. Det kan godt sammenlignes med vejret i dag. Eller med den danske sommer for den sags skyld. Vi får lidt af det hele – sol, blæst, regn og sol igen.
Hvis vi selv kunne vælge, hvordan dagene i livet skulle se ud, ville vi nok putte flest lune og vindstille solskinsdage i livsrygsækken og vælge de grå, regnvejrstunge dage fra. Men sådan er det ikke.
Vi får lidt af det hele. På den ene eller anden måde.
Hvor underligt det end kan forekomme, er det ofte, når livet mest består af gråvejr, vi lærer mest om livet.
I morges stod det ned i stride strømme, og da jeg kiggede ud og tænkte jeg; “det vejr har Stafetten For Livet ikke fortjent.” Alt det regn. Det er ikke retfærdigt.
Det er ikke retfærdigt, at vejret ikke er med os, når nu det er i en god sags tjeneste, der bliver løbet.
Det var som om vejret havde misforstået formålet med denne stafet; som jo er at holde modet oppe, kæmpe for en fælles sag og at se positivt og lyst på tingene.
Vejret var i morges trist og trøstesløst.
Måske sådan som en dag kan komme til at se ud på en dag, hvor man får at vide, at man skal til at kæmpe. Kæmpe for livet.
Så jeg skældte ud på vejret i morges.
Trak i kampuniformen, som i dette tilfælde var regntøj, og gik en tur i den silende regn. Mens jeg gik, sendte jeg en lille bøn til regnen om at holde inde.
Spejdede efter et lille hul i skydækket.
Spejdede efter lidt lys.
Jeg kunne og ville ikke slippe håbet om opholdsvejr.
Et eller andet har virket, for stille og roligt er det klaret op i løbet af dagen, så alle de seje fightere i de gule trøjer, løbere, motionister, fodgængere og andet godtfolk forhåbentligt kan løbe endnu flere runder end i fjor og samle endnu flere penge ind.
Så vejret i dag passer faktisk fint til livet, som vi kender det. Nogle gange er vi badet i solskin, andre gange har vi medvind og andre gange igen er der strid modvind.
Og når vinden kommer, følger regnen ofte med som følgesvend. Så er det, vi får lyst til at krybe i ly og gemme os.
Lade som om, livet ikke kommer os ved, fordi vi ikke kan finde lyset og håbet, der synes forsvundet.
Så pludselig kommer solen frem igen – vi ved ikke altid helt hvorfra, men vi mærker varmen og lyset – og får energi og lyst til at komme frem af vores skjul og være med i livet igen.
Dette arrangement – Stafet For Livet – er for mig det samme som solen, der kommer med sit lys, sin varme.
Alle de mennesker, der løber derude i mørket, er alle lysbærere.
I, der står her, er lysbærere.
I er lysbærere for de mange, som lige nu ikke selv er i stand til at bære eller se deres eget lys, fordi de kæmper.
Kæmper for at blive raske.
Kæmper for at kunne mærke varmen og lyset igen.
Kæmper, så de kan blive lysbærere for andre. Så ringen sluttes. Så vi hele tiden er lysbærere for hinanden. Så vi hele tiden giver stafetten videre til én, der har kræfterne til at bære videre.
Én lysbærer kan få noget mørke til at forsvinde, mange lysbærere kan få meget mørke til at forsvinde. Når vi, som i aften, er mange lysbærere må mørket vige, regnen stilne af og skyerne skilles.
Den canadiske sangskriver, Leonard Cohen, skrev engang; “There is a crack in everything, that´s how the light gets in”. Det er et udsagn, det er værd at holde fast i.
Vi skal søge revnerne.
Søge lyset.
I, der er her i aften, er alle den lille revne, hvor lyset kan komme igennem.
Og en dag, aften og nat som denne bliver revnen til et stort hul. Så stort, at lyset kan strømme frit og give os håbet og troen på, at det nytter. At det nytter at stå sammen.
At det nytter at gå sammen.
At det nytter at være sammen,
At det nytter at arbejde for en sag sammen.
At det nytter, at stafetten bliver givet videre.
At det nytter at løbe en stafet for livet.
Så gå nu ud og vær et lys for hinanden.
Et lys kan være et smil,
et lyttende øre,
en kop kaffe og en snak
en gåtur eller noget helt, helt andet.
Det behøver ikke være det store, men sker det ofte nok, at vi lyser for andre, der måske ikke kan se deres eget lys, så tænder vi stille og roligt deres lys.
For sådan er lyset.
Det smitter, og i aften skal vi alle smitte hinanden. Smitte hinanden så vi kan hente lyset frem inde i os selv længe efter, at lysene her er gået ud.
Lyset, der skabes her i aften, er stærkt nok til, at vi kan tænde det inde i os i lang tid fremover. Det er det lys, vi skal værne om og give videre.
For hver eneste gang vi giver et lys videre, må mørket og regnen vige.
God weekend og god påske
Sanne (Brodersen, Gram Slot)