Set med 40 års skyklapper.
Udviklingen er helt gået i stå, de bliver kun større. De larmer mere, mere skyggekast og mere elektroniske strålinger, og et generende lyshav, som der vil være om natten.
Effekten, som angives, opnår de aldrig. De yder kun ca. 1/3 af deres årlige angivende effekt. Middelvinden i Kastrup Enge, opfylder næsten ikke engang Vestas beregning på ydelse.
Klimaet, har aldrig været et spørgsmål om pris.
Vindmøller giver 50% Større effekt på lillebælt, og da de jo ikke genere befolkningen, som det påstås, ville det jo ikke være nogen problem, at placere dem der, eller-?
Og så spørger jeg, hvad har man i sinde, med den vindmølleplan, som man har liggende i skuffen, som vedr. opstilling af vindmøller langs motorvejen. Skal den bruges senere, nu, eller er den skrottet?
Jeg vil blot nævne, at jeg går fuld ind for alternativ energi, også vindmøller.
De skal blot placeres på havet, og ikke ødelægge vores natur og genere mennesker.
De er simpelthen blevet for store i dag til land.
Og så burde alle, se at få den regnskov tilbage, det vil give CO-2 pote, der virker, men den bliver stadig mindre.
Når man producere et så energikrævende, forurenende og co-2 udledende vindmølleapparat, så skal den også kunne yde sit bedste, og det gør den 50% mere på havet. Det hjælper ikke klimaet, at vælge de svageste løsninger.
Miljøministeren skriver, at der skal være lokal opbakning i befolkningen for opstilling af vindmøller
Der er ingen lokal opbakning til vindmøller i Kastrup-Tiset enge, det fortæller en underskrifts-indsamling tydeligt med over 1400 underskrifter..
(Tankevækkende er det , at fuglebestanden de sidste 40 år er gået tilbage hvert år).
(For 40 år siden, startede vindmølle eventyret.)
Vi når aldrig nogen steder hen i klima-redningen, ved at placere vindmøller på steder, hvor man får 50% mindre ud af hver vindmølle, altså på land.
Det er dybt uansvarligt ikke at placere møller, der hvor de giver maximal effeckt, altså på havet.
Det er som kun at give den halve medicin til en dødssyg person, det skal nok føre til døden.
Af Søren Frydendahl Krab