Nyheder

Udvalg vil mødes i yderdistrikterne

Onsdag blev det første udvalgsmøde i det nyoprettede Landdistriktsudvalg (LDU) afholdt.
“Mødets indhold bar præg af at udvalget skulle sætte rammerne for arbejdet de næste fire år. En del af rammerne går ud på, hvordan og hvor møderne skal afholdes,” fortæller formand Bent Kloster (V), som fortsætter:

“Udvalget besluttede, at alle udvalgsmøder som udgangspunkt skal holdes ude lokalt i landdistrikterne. Dette gøres, for at få så god en dialog med så mange borgere som muligt. Planen er at afholde udvalgsmødet først og derefter invitere lokale foreninger ind til en dialog, hver gang.”

Nyhedsbrev på vej 
I den nærmeste fremtid vil det første nyhedsbrev fra LDU blive sendt ud, da udvalget er meget optaget af, at informere om de muligheder der er. Dette kan være om hvilke områder kommunen kan være behjælpelig med, eller hvis der er forskellige tiltag fra andre steder. Nyhedsbrevet skal også være med til at udbrede de gode historier fra de forskellige lokalsamfund, så andre bliver inspireret.
“På udvalgsmødet skulle udvalget også tage stilling til et projekt, som kom fra udvalget for plan og miljø (UPM). Sagen vedr. vedligeholdelse af fortove i forbindelse med at Provas kloakseparerer i mange lokalsamfund. LDU lægger meget vægt på at UPM kommer i dialog med borgerne, så der laves løsninger, der gavner de behov der er ude lokalt,” slutter formand Bent Kloster.