I sommers stoppede Stig Kongsted Hansen, efter ti år, som medieansvarlig for SønderjyskE’s superligahold.
Fra nytår ansætter klubben Stig som som mentor og koordinator for talenterne i HFK/SønderjyskE og for dem, der er bosiddende i TalentCenter Haderslevs talentboliger.
Stillingen er en nyoprettet deltidsstilling som Stig Kongsted skal varetage ved siden af sin stilling som lærer og mentor på 10. ved Kløften.
– Mit hjerte er lyseblåt, og det lå lige til højrebenet, at jeg skulle takke ja til denne mulighed. Jeg har hele livet arbejdet med unge mennesker, idrætsfolk og talenter indenfor både skole-, tennis- og fodboldverdenen. Jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang, fortæller Stig Kongsted Hansen, til soenderjyske.dk.
Også sports- og talentchef i SønderjyskE, Hans Jørgen Haysen, er glad for den opgradering klubben gør på talentsiden:
– Vi kender Stig, og vi ved, hvad han står for, og han har nogle stærke kompetencer i forhold til unge mennesker. Han er vant til at være mentor for den aldersgruppe, som vi har tilknyttet i talentafdelingen, og vi tror på, at han kan være med til at styrke vores spillere mentalt, mens de er tilknyttet TalentCenter Haderslev, udtaler Hans Jørgen Haysen og fortsætter:
– Vi har de seneste år gjort meget for at forbedre vores talentudvikling i SønderjyskE og HFK, og det her er endnu et tiltag for at forbedre vores setup for talenterne.
Udover mentorfunktionen vil Stig også varetage nogle journalistiske opgaver i stillingen, for at sætte mere fokus på ungdomsholdene i HFK/SønderjyskE.