Selvom transfervinduet netop er lukket, men det holder ikke SønderjyskE fra transfermarkedet. Klubben har hentet den norske kantspiller Bård Finne i Vålerenga Fotball.
Nordmanden har fået en kontrakt frem til sommeren 2024 og vil få trøje nummer 11.
Den 25 årige Bård Finne skiftede allerede som 18-årig til 1. FC Köln, og han var i 2014 med til at spille den tyske traditionsklub op i 1. Bundesliga, hvor Finne også nåede at optræde ti gange i den sæson, det blev til for FC Köln.
Siden skiftede han til FC Heidenheim i 2. Bundesliga, inden Vålerenga købte ham hjem til norsk fodbold i 2017.
Her har han haft god succes i sidste sæson med otte mål og fem assists, i denne sæson er det foreløbig blevet til otte mål og tre assists.
“Det er en kantspiller, der kan spille både i højre og venstre side, og han er en anden type, end det vi har i forvejen, og det er derfor, vi tager ham ind. Han er en robust fyr, der er hurtig og udfordrende, og han er rigtig god til at komme i felterne. Han har en fin indlægsfod og et godt spark, og han har af samme årsag også lavet godt med point i den norske liga”, fortæller sportschef Hans Jørgen Haysen og fortsætter:
“Han passer rigtig godt ind hos os, og han kan give vores offensiv flere facetter, og samtidig vil han som person også passe rigtig godt ind i omklædningsrummet, da han som skandinav hurtigt vil tilpasse sig vores gruppe og kultur. Vi har nogle fælles referencer, og vi har begge undersøgt hinanden grundigt, og vi er helt sikre på, at det her bliver godt for begge parter”.
Selv ser Bård Finne frem til udfordringerne i Haderslev:
“SønderjyskE har fulgt mig et stykke tid, og jeg har mærket, at klubben virkelig har ønsket mig, og jeg ser det som en meget spændende udfordring. SønderjyskE har en ambitiøs plan, som jeg meget gerne vil være en del af, og jeg tror, at den danske liga passer godt til min spillestil. Nu vil jeg slutte sæsonen godt af i Vålerenga, og derefter vil jeg se frem til at starte op i SønderjyskE efter nytår”.
FAKTA
Bård Finne
Position: Kantspiller
Født: 13. februar 1995 (25 år)
Land: Norge
Tidligere klubber: Brann, 1. FC Köln, FC Heidenheim, Vålerenga
Finne har ud over sin fine klubkarriere spillet hele 61 ungdomslandskampe for Norge.