Hvis man var i området syd for Kolding i går, torsdag, blev man mødt af en usædvanlig stærk stank af gylle. Ikke fordi landmændene her var i særligt aktivt forårshumør, men fordi en lukkeventil til et stort gylleanlæg var i stykker.
“Den defekte ventil var skyld i et ret omfattende gylleudslip,” fortæller vagtchefen ved politiet. Her vurderer man at omkring 35.000 liter gylle undslap anlægget, og ifølge vagtchefen var der tale om en 400 meter lang ‘syndflod’ af det ildelugtende materiale. Udslippet betød at Skamlingsvejen måtte spærres i begge retninger.
Miljøberedskab var hurtigt fremme og fik sikret at gyllen ikke kunne komme i kloakkerne og i løbet af aftenen var der styr på situationen, som ikke får varige konsekvenser for miljøet.
“Der er ikke sket nogen skade. Det har bare lugtet grimt,” slår vagtchefen fast.