Vi har ingen vandrutsjebane, pariserhjul eller luftgynger. Øv.
Vi har kun en mark og noget vand. Men forleden da vi havde besøg af en skoleklasse, var det nok.
Børnene hvinede af fryd, da de prøvede at nå væk fra strålen af vand, der kom nærmere og nærmere. Imens stod jeg og fortrød, at jeg var blevet voksen og kedelig, mens jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke havde lyst til at løbe rundt og hvine sammen med børnene.
Men det havde jeg, for jeg véd, hvor sjovt og vådt det er at prøve at løbe fra de enorme vandmængder, der kommer ud af en vandkanon, som vander en græsmark.
Jeg er sikker på, at børnene aldrig glemmer den dag, de fik lov til at bade i en vandkanon sammen med deres kammerater. Heller ikke selv om der ikke var en masse blinkende lys, lydeffekter og teknik koblet op på oplevelsen.
Måske netop derfor vil de huske det. Græsset de løb i, det iskolde vand, lærkernes sang og samværet med kammeraterne. Ikke andet. Vand, natur, venner.
Jeg er glad for, at jeg ikke altid er så voksen og kedelig som forleden, da skoleklassen var her. Når solen kommer igen og vandkanonen er langt fra alfarvej, så skal der løbes.
God weekend – Løb dig til livet
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)
forrige nyhed