Da den alvorsfulde stemme i radioen nåede mine øre med indslaget, kom jeg på et splitsekund på en tidsrejse 20 år tilbage i tiden.
Jeg var alene hjemme med vores førstefødte, der end ikke var fyldt et år. Udenfor var der en infernalsk larm af natur, når den folder sig ud i dens fulde styrke, lyde af natur og menneskeskabte ting, der fløj gennem luften og ramte huset og stalden. Over mig kunne jeg høre, at vinden havde fået fat i taget. Hidsigt og ubønhørligt sled den i tagpladerne.
Jeg vidste, at køer og kalve i stalden kunne høre det samme som jeg, og de var ganske sikkert urolige som jeg. Dog måtte jeg blive, hvor jeg var. Kunne ikke komme over til dem for at se om de var uskadte. Det ville være for risikabelt.
Midt i det hele opstod en kort pause i infernoet. I den pause hentede min svigerfar sit barnebarn og sin svigerdatter. Vi kom i ly, var sammen med andre. Følte en vis tryghed.
Tilbage i mit nuværende køkken hørte jeg indslaget til ende; ”Alle, der oplevede stormen den 3. december 1999, kan nok godt huske, hvad de lavede netop denne aften”, afsluttede stemmen i radioen. Jeg gav ham i mit stille sind ret.
Aftenen står printet ind i min erindring.
Det var en voldsom oplevelse, som vil sidde i mig altid. Den 3. december 1999 var jeg var lille.
Forsvindende lille.
Overladt til naturen og kræfter, jeg ikke kunne styre.
Jeg kunne kun håbe på det bedste.
Måske er det derfor, at opslagene om børn, der er på flugt fra krig eller naturkatastrofer påvirker mig ekstra meget i denne tid, hvor jeg er tæt på min egen erindring om, hvad det gør ved et menneske at være underlagt kræfter, man ikke selv er herre over?
Måske forpligtelser oplevelsen for 20 år siden mig til at overveje om jeg, fra mit lune køkken, kunne hjælpe nogle af de børn, der måske forældreløse, går en vinter i møde i en verden, hvor de er underlagt kræfter, de ikke kan kontrollere. Hvor de kun kan håbe på at møde venlige mennesker, der kan give et måltid mad eller et tæppe.
God weekend – overskud forpligter
Sanne (Brodersen, Gram Slot)