”Vi kommer godt nok til at sidde tæt”, tænkte jeg, idet jeg satte mig på stolen. Jeg vidste, at jeg skulle sidde der i mange timer og var lidt udfordret på, hvordan jeg skulle opretholde en privatsfære, med så mange fremmede, der sad så tæt på mig.
Jeg ville jo gerne være venlig, men alligevel holde en vis afstand. Nikkede kort til de to kvinder ved siden af mig, og koncentrerede mig så om det, vi alle var kommet for. Den lille, men store irske kvinde, der skulle tale ved seminaret.
Min osteklokke blev løftet af mig efter kort tid. Vi blev alle -300 personer – bedt om at rejse os og hilse på vores naboer, genboer og dem ved siden af igen.
Isen var brudt. Det var ikke kun kroppe, som sad ved siden af mig, men kvinder og mødre som jeg selv. En fra Berlin, den anden fra Düsseldorf.
Den lille kvinde vi alle kiggede på og lyttede til, vendte med sine ord og sine handlnger vores blik væk fra hende og mod os selv og de andre i rummet.
Der sad jeg så, i hjertet af Hamburg, på min lille stol og erfarede, at selv om jeg var den fremmede, den som ikke talte sproget, så var jeg alligevel en del af helheden.
Den dag blev vi alle gjort opmærksomme på, at der i virkeligheden ikke er så meget, der skiller os. Vi lever vores liv med glæder og sorger, nedture og opture. Vi er alle i samme båd, lever på den samme jord og vil alle gerne give noget videre til dem, der kommer efter os.
Og måden vi fandt ud af det på var noget så enkelt som; at tale sammen. Dele ud af hvem vi er, hvad vi kæmper med, ønsker og håber på.
God weekend – samtale fremmer forståelsen
Sanne (Brodersen, Gram Slot)