”Nu er det så, at du skal træde ind i forældrereglerne,” sagde hun snusfornuftigt. ”Der, hvor du siger til dig selv, at du godt kan gøre det, selv om du er lidt bange.”
Jeg var slet ikke enig. Prøvede at overbevise hende om, at det var hende, der var bedste til dyr. Ja, hun var vel nærmest en slags slangehvisker.
Vi stod i sikkerhed i køkkenet og prøvede at få pulsen ned, mens jeg modstræbende måtte erkende, at hendes argument var ret godt. Jeg var den voksne. Jeg kunne godt. Og jeg skulle.
Det var mig, der skulle fjerne slangen på gulvet. Snogen, der havde søgt ly i vores entré, og som nu lå og varmede sig.
Ikke at den var særlig stor. Alligevel måtte jeg tale med store bogstaver om forældrereglerne til mig selv. Jeg havde mest af alt lyst til bare at lukke døren – lade som om den ikke var der. Vente til der kom en, som ville fjerne den.
Vi gjorde det sammen. Datteren og jeg. Fik slangen sat tilbage i naturen.
Jeg gjorde det hårde arbejde. Hun støttede moralsk og kom med opmuntrende kommentarer om, hvor dygtig hun syntes, jeg var.
Vi åndede lettet op og gav high five, da vi så den graciøse slange sno sig gennem græsset ned mod søen.
Faktisk var jeg ret stolt. Jeg havde fulgt forældrereglerne, men frem for alt – jeg havde gjort noget jeg ikke troede, jeg turde.
God weekend – hvo intet vover intet vinder
Af Sanne Brodersen, Gram Slot
forrige nyhed