Jeg er lidt udfordret af jantelovens 4. bud; ”Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os”, til denne uges tanker. Har gennem flere dage tænkt, at jeg ikke skulle skrive om episoden. Det kunne jo tolkes som selvforherligelse – en slags blær.
Men tiden er kommet, hvor jeg tager livtag med den tyngende og nedbrydende lov. Jeg skriver om oplevelsen.
For jeg tænker stadig på hans brune øjne og smil.
Han stod der i den regnvåde, halvmørke vinterdag foran butikken. Solgte Hus Forbi. Jeg ville købe en avis, men hørte mig selv sige ”er der noget jeg kan købe til dig, når jeg nu alligevel er inde i butikken?” ”nej, det var der ikke”, men øjnene sagde noget andet, og sekundet efter kom det ”måske lidt mad.”
Glæden ved at handle ind til ham var stor. Det gav mening. Og meningen gav endnu mere mening, da min datter og jeg overrakte ham posen med mad og drikke.
Hans smil og blik. Det lyste op et kort øjeblik. Han kunne dog ikke skjule vemoden og de bristede drømme, der lå som en tung grundtone i de venlige øjne.
Han blev glad og vi blev glade – men jantaloven kom og lagde sin klamme hånd over oplevelsen. Det ville ikke være passende at skrive om – jeg skulle jo ikke tro, at jeg var bedre end andre, fordi jeg købte ind til en, der trængte til det.
Men jeg tænker stadig på ham. Han var en god dreng. Ikke meget ældre end min ældste datter.
Så jantelov må være jantelov. Han blev glad og min datter og jeg blev glade. Det vil jeg gerne skrive om.
Han er helt sikkert derude endnu. Måske møder du ham.
God weekend – glæden ved at give ophæver janteloven
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)