Det er langfredag. Den dag et menneske lod sig korsfæste og lide en langsom og smertefuld død for din og min skyld. Det er så længe siden, alligevel er historien stadig aktuel.
Eller er den?
Ville jeg have modet til at give noget op for andre?
Ville jeg som Malala Yousafza, pigen, der som 15 årig overlevede at blive skudt af Taleban, fordi hun er fortaler for pigers ret til at gå i skole, eller som Kaj Munk, præsten, der satte sig op mod Hitlers nazityskland, turde fortsætte kampen mod uretfærdighed?
Jeg tvivler på det. Jeg er født og opvokset i fredstid i et velfriseret land. Har aldrig for alvor været sat under eksistentielt pres, hvor jeg måtte stå op for, hvad jeg tror på.
Jeg kan trygt sætte mig til påskefrokosten med familien og lade verden være verden. Lade som ingenting.
Det ville være en hån mod de tre personer, jeg lige har skrevet om. Deres langfredag er med til, at min langfredag bliver af en sådan karakter, at jeg kan skimte lyset fra påskemorgen i horisonten. At der er lys uanset hvor mørkt, det ser ud.
Det er min pligt at holde fast i lyset, sørge for at være større end mig selv til gavn for andre, give lyset mere plads. Det skylder jeg dem, der går den tunge vej til gavn for mig. Og dig.
God påske – Lad ikke magelighed udvande menneskelighed.
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)
[custom-related-posts title=”Læs også:” order_by=”title” order=”ASC” none_text=”None found”]