Da det bankede på døren vidste jeg, at det var for sent. Timen var kommet og jeg ville blive afsløret. Klædt af til skindet.
Jeg havde ellers pisket rundt og forsøgt at rette op på skaderne, fjernet det værste med den ene hånd, mens jeg med den anden forgæves prøvede at pynte op til jul.
Havde jeg blot haft 10 minutter mere var jeg måske nået i mål. Men det havde jeg ikke, for de var præcise.
Jeg åbnede døren og undskyldte det bedste jeg havde lært, da jeg bød dem indenfor. Det prellede af på dem og de replicerede; ”Jamen, her er jo hyggeligt, man kan se, at I bor og lever her. Det er dét, vi gerne vi sætte fokus på.”.
Jeg opgav mine undskyldninger og slog mig til tåls med, at de måtte tage mig og mit hjem som jeg og det er.
Journalisten og fotografen blev, som de mange andre gæster, der kommer i vores hjem, bænket om køkkenbordet med varme drikke i kopperne. Og så gik snakken.
Snakken, der handlede om værdier, drømme, visioner, dagligdag, familie og selvfølgelig jul. Det var jo også julen artiklen skulle handle om.
Til min store overraskelse talte vi slet ikke om den ikke-perfekte oprydning. Det, der ellers havde fyldt mest i mig inden gæsterne kom.
Det blev hyggelige timer og jeg blev hurtigt tryg ved fotografens linse, der fangede de små, men væsentlige detaljer, der er ved dette gamle sted og tryg ved journalistens pen, der slet ikke var interesseret i, hvad jeg ikke havde nået at rydde op, men interesseret i hvordan min familie og jeg lever vores liv.
Min paniske rodbehandling var faldet til jorden med et plask, og viste sig helt unødvendig.
God weekend – Rod kan overleves
Sanne (Brodersen, Gram Slot red.)