Kan man købe et land?
”Nej da”, siger vi og slår en hånlatter op. ”Så skal man da mindst være præsident,” siger vi videre og ler endnu højere.
Hvordan kan nogen tro, at man kan købe et land?
Min latter er forstummet og i stedet er jeg begyndt at tænke.
Tænke over om man i virkeligheden kan købe jord, lande, kontinenter?
Er det hele, når alt kommer til alt, ikke kun til låns? Noget vi låner til hinanden og af hinanden? Planter, dyr og mennesker.
Mine børn siger, jeg er en gammel tosset indianer, når jeg tænker sådan.
Det bliver jeg en smule stolt over. For en indianer kunne aldrig finde på at sige, at hun ville købe et land.
Så jeg fortsætter med at tænke som en indianer.
Tænker, mens jeg går i min have, at jeg skal passe på den, fordi jeg låner den af kommende generationer. Tænker, at jeg kan nyde haven på ydersiden og muldvarpen kan nyde den på undersiden.
God weekend – aflever altid lånte sager tilbage i hel stand
Sanne (Brodersen, Gram Slot)