Sanne Brodersen fra Gram Slot sender os, igen i denne weekend, sine tanker. Denne gang under overskriften ‘Giv aldrig op’.
Den er så uendelig skrøbelig, som den står der, lille og undseelig, mens jeg, stor og nærmest almægtig står og kigger på den. Jeg kan knække den så let som ingenting. Gøre skade på den, så den mister noget af sin kraft.
Jeg gør det ikke. Min respekt for den er for stor. Stum af forbløffelse står jeg bøjet over den og undres.
Undres over hvordan denne lille sarte blomst har fundet vej gennem mørket. Det er trods alt kun nogle måneder siden vi lagde et tykt, uigennemtrængeligt lag asfalt hen over stedet, hvor den blomstrede i fjor. Vi gjorde det, da den var gået i hi. Tænkte end ikke over, at vi ødelagde dens hjemsted, i vores iver efter at gøre vores egen artsfæller tilfredse, så de kunne gå på pæn og lige, men ufrugtbar asfalt.
Nu står den her med sine bløde blade. Skudt op gennem den hårde, sorte asfalt som om det er den mest naturlige ting i verden. Minder mig stilfærdigt om, at der er andre i verden end mig og mine fæller.
Hvor får den sine kræfter fra? Jeg ved det ikke, må blot konstatere, at viljen til lys og liv er den drivende kraft i verden.
Heldigvis for det, for asfalten er lidt kønnere med lidt grønt midt i alt det sorte.
God weekend – lad dig inspirere af mælkebøttens kraft.
Sanne