”Var det det?”
Nej, det syntes jeg jo ikke, det var. Vi kunne da godt tale sammen lidt endnu. Jeg forsøgte mig halvhjertet med: ”Hvad har du så mere lavet? Har du hygget dig?”.
”Ja.” ” Var det det?” Stemmen lød nu lidt mere determineret i, at det var det. Vi sluttede nu.
Jeg kapitulerede og sagde ”hej” med tilkæmpet frisk stemme og lagde på.
Ved siden af mig kvalte min mand et grin, og spurgte om han ikke ville hyggesnakke med mig længere?
Nej det ville han ikke. Og samtalen havde varet under 2 minutter. Trods alt vidste jeg nu, at han stadig var i live. Det var vel også det, der var det vigtigste.
Han, vores søn, havde for første gang været alene hjemme fra lørdag til søndag.
Nu var det søndag middag og endelig var der livstegn. Og så blev jeg spist af med et ”var det det?”
Det var jo ikke fordi, jeg først ringede søndag.
Lørdag syntes jeg, at han kunne trænge til at få en lille aftensnak og derefter en godnatsnak. Men alt, hvad jeg fik fat i var en telefonsvarer. Alle 14 gange!
Fantasien begyndte at komme i sving. Var der sket noget? Hvad var det sket? Der måtte være sket noget! Det kunne ikke være anderledes.
Det var der ikke. Han havde bare ikke hørt telefonen.
Tilbage sidder jeg og må vænne mig til min søns manglende behov for at pladre i telefon. Må vænne mig til, at han har nydt et døgn uden mit selskab. Må vænne mig til, at han vokser mig over hovedet og selv får lavet mad, luftet hunden og klarer det han skal.
God weekend – Tillid er bedre end kontrol (siges det)
Sanne (Brodersen, Gram Slot)